
Politiet i færd med oprydningen efter ulykken tirsdag den 14. april, hvor to mennesker kom til skade i et frontalt sammenstød med en lastbil. - Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Borgmestre overvejer at gå til minister efter endnu et færdselsuheld
Et nyt alvorligt uheld på Hillerødmotorvejens forlængelse får borgmestre til at overveje, om de skal gå til transportministeren i håb om, at der bliver gjort noget mere på strækningen, fortæller Furesø-borgmester.
Udgivet: 14/04/2026
Nicolai Bechfeldt (V), borgmester i Furesø Kommune, har igen i dag været i kontakt med flere af sine borgmesterkollegaer for at drøfte, hvad deres næste skridt skal være, efter der er sket endnu et alvorligt uheld på Hillerødmotorvejens forlængelse tirsdag morgen.
Det fortæller han til NB-Kommune.
I marts sendte borgmestrene fra Allerød, Furesø og Hillerød kommuner et brev til Vejdirektoratet, efter en ulykke kostede to mennesker livet på samme strækning.
Efter dagens uheld går overvejelserne nu på, om de skal rette henvendelse til den fungerende transportminister, Thomas Danielsen (V).
"Jeg har brugt dagen i dag på at tale med de selvsamme borgmesterkollegaer igen for at se, om vi skal sætte mere tryk på, eller om vi i virkeligheden skal prøve at rette henvendelse til landets fungerende transportminister for at få ham i tale. Det er i hvert fald utilfredsstillende, at der ikke på en eller anden måde kommer en tilkendegivelse fra Vejdirektoratet," siger Nicolai Bechfeldt til NB-Kommune.
I øjeblikket er strækningen ved at blive udbygget fra motortrafikvej til motorvej – netop for at nedbringe antallet af ulykker. Med deres brev ville borgmestrene have Vejdirektoratet til at se på, hvad man fremadrettet kunne gøre for at undgå ulykker, mens strækningen bliver udbygget, og hvad Vejdirektoratet kunne have gjort noget for at undgå ulykken, skrev DR.
De har endnu ikke fået svar på henvendelsen, og i mellemtiden er to mennesker i en varevogn tirsdag kommet til skade i et frontalt sammenstød med en lastbil.
Dødelig strækning
Ulykker på strækningen har i alt kostet ni mennesker livet siden 2020, viser TV 2 Kosmopols optælling.
Ombygningen af Hillerødmotorvejens forlængelse fra motortrafikvej til motorvej skal være færdig i 2027.
Men ifølge Nicolai Bechfeldt er det nødvendigt, at der sker noget inden. Han forventer, at Vejdirektoratet svarer på deres henvendelse, og at Vejdirektoratet gennem deres procedurer finder frem til, hvad der kan gøres.
"Som borgmestre, der har borgere, der pendler på den her strækning hver dag, så er vi jo ret nidkære for at se, om ikke man kunne gøre mere, når der er den ulykkesfrekvens, der er," siger Nicolai Bechfeldt og fortsætter:
"Jeg har lige selv kørt på ruten, og man kan godt blive overrasket, når man går fra flere spor til ét spor. Det må handle om, hvordan man kan varsle det bedst muligt eller skille vejbanerne bedre ad. Men jeg er ikke fagmand på vejsikkerhed."
Chef for trafiksikkerhed hos Vejdirektoratet, Marianne Foldberg Steffensen, har tidligere sagt til TV 2 i forbindelse med en dødsulykke i 2024, at der ikke er noget galt med den måde, vejen er indrettet på.
"Det er ikke en farlig måde at indrette vejen på, men den kræver selvfølgelig, at man kører, som man skal," har hun sagt.
Sidst opdateret: 14/04/2026 - 14:36












































