Sidste år blev der sat gang i et eftersyn af de danske betondækningsgrave, som er en type af beskyttelsesrum. De fleste kommuner har tjekket deres beskyttelsesrum, men fire har fået forlænget fristen, oplyser styrelse. (Arkivfoto).

Sidste år blev der sat gang i et eftersyn af de danske betondækningsgrave, som er en type af beskyttelsesrum. De fleste kommuner har tjekket deres beskyttelsesrum, men fire har fået forlænget fristen, oplyser styrelse. (Arkivfoto). - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Styrelse giver fire kommuner mere tid til at tjekke beskyttelsesrum

Eftersyn viser problemer i over 400 beskyttelsesrum. Styrelsen for Samfundssikkerhed analyserer indberetninger.

Udgivet: 13/04/2026

Del artiklen:

Et flertal af landets kommuner og redningsberedskaber har gennemført deres eftersyn af betondækningsgrave, som er en form for beskyttelsesrum.

Det skriver Styrelsen for Samfundssikkerhed i en pressemeddelelse.

Styrelsen satte gang i et eftersyn i slutningen af sidste år. Ambitionen var, at man i videst muligt omfang skulle være i mål i marts.

Fire kommuner og kommunale beredskaber har været i dialog med styrelsen og fået fristudsættelse, lyder det i pressemeddelelsen.

Det begrunder Styrelsen for Samfundssikkerhed med, at der er stor forskel på, hvor mange beskyttelsesrum en given kommune skal gennemgå.

Ifølge Beredskabsstyrelsen er der omkring 3200 betondækningsgrave i Danmark.

Mediet Licitationen skrev torsdag på baggrund af en aktindsigt i de foreløbige tal, at der var fundet mindst et problem i 416 ud af 1308 kontrollerede beskyttelsesrum.

Det svarer til knap hver tredje.

Licitationen skrev også, at der i knap hvert femte kontrollerede beskyttelsesrum er konstateret revner i gulve, vægge eller lofter.

Mere end hver fjerde registrering melder også om fugt eller vand i mindst et rum.

Styrelsen for Samfundssikkerhed mener ikke, at man på nuværende tidspunkt kan drage endelige konklusioner om kapaciteten.

Styrelsen er i gang med at analysere de indberetninger, man har fået, lyder det.

Arbejdet sker sideløbende med, at de sidste beskyttelsesrum bliver gennemgået.

I pressemeddelelsen fremgår det ikke, hvornår analysearbejdet ventes at være færdig.

Styrelsen for Samfundssikkerhed skriver heller ikke, hvor mange beskyttelsesrum de fire kommuner og beredskaber til sammen skal undersøge, eller hvornår en eventuel ny frist er.

/ritzau/

Sidst opdateret: 13/04/2026 - 09:11

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]