Biografen Palads blev indviet i 1918. I slutningen af 1980'erne udsmykkede kunstnerne Aase og Poul Gernes den farverige facade. Netop facaden har været genstand for debat om biografens fremtid.

Biografen Palads blev indviet i 1918. I slutningen af 1980'erne udsmykkede kunstnerne Aase og Poul Gernes den farverige facade. Netop facaden har været genstand for debat om biografens fremtid. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Rekordhøjt antal høringssvar: Nu afgøres fremtiden for Palads

Trods stor folkelig modstand er der et politisk flertal for at rive dele af Palads i København ned og erstatte det med et 34 meter højt hotel med nye biografsale. Biografens fremtid bliver afgjort i eftermiddag.

Udgivet: 13/04/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

Lokalplanen for Palads-biografen har fået et rekordhøjt antal høringssvar.

Antallet af svar overgår både et meget omdiskuteret byggeri på Amager Fælled og den kunstige ø Lynetteholm ud for København.

Lokalplanen, der vil gøre det muligt for Nordisk Film, ejerne af Palads, at rive det meste af biografen ned og i stedet bygge et nyt hus i fem etager, der skal rumme både biograf og hotel, har affødt 3.128 høringssvar.

Af de mange høringssvar argumenterede kun 12 for, at det foreslåede projekt skal gennemføres. Resten af svarende består primært af argumenter for at bevare biografen, som den er.

Alligevel er der et flertal i klima-, miljø- og teknikudvalget for at godkende lokalplanen. Det viser en rundringning til partierne, som NB-Kommune har foretaget.

Planen giver mulighed for at udvide Palads med cirka 5.900 kvadratmeter, primært i højden, hvor man vil bygge fem etager på maksimum 34 meter oven på den eksisterende bygning.

Kun Enhedslisten og Alternativet stemmer nej

De mange høringssvar har fået det største parti i København, Enhedslisten, til at skifte holdning i sagen. Sammen med Alternativet vil de som de eneste partier stemme nej til projektet.

"Den udslagsgivende årsag er høringssvarene. De viser massiv modstand fra borgerne. Der har aldrig været så mange høringssvar i en sag, og det giver et helt klart billede af, at københavnerne ikke ønsker det her projekt," siger Günay Usta (EL) til NB-Kommune.

Han er sammen med kollegaerne i Alternativet modstander af projektet og har kæmpet for, at så meget som muligt af Palads bliver bevaret.

"Hvis man tager borgerinddragelse alvorligt, må man gøre, som borgerne ønsker. Projektet har ikke den respekt, man bør have for Palads-bygningens unikke arkitektur. Vi er ikke sat i verden for at løse Nordisk Films problemer. Det, der bliver bevaret, er kun en skal – en kulisse," siger Günay Usta.

De mange høringssvar er for Karoline Lindegaard (ALT) ikke kun et spørgsmål om Palads, men "et tydeligt tegn på, at mange borgere er trætte af, at vi igen bygger byen op i beton, glas og stål".

"Vi er glade for, at det er lykkedes at presse projektet i en retning, hvor mere af Poul Gernes’ værk bliver bevaret. Men jeg må også være ærlig og sige, at det forslag, der ligger nu, stadig ikke tager nok hensyn til det massive ønske om at bevare Palads som det er. Og derfor kan vi ikke støtte lokalplanen," siger Karoline Lindgaard.

Vi kan ikke flytte en mursten i København, uden at der opstår flere Facebook-grupper.

Niels E. Bjerrum (S), medlem af klima-, miljø og teknikudvalget i København Foto: Presse

De tre F'er

Det første forslag til et nyt Palads så dagens lys tilbage i 2017. Siden har en efterhånden lang række idéer været på bordet. Den mest radikale ændring er, at den nuværende facade på Palads, som i 1989 blev bemalet af kunstnerne Aase og Poul Gernes, vil blive bevaret i nærmest sin helhed i modsætning til tidligere forslag.

Det er især den farverige facade, som har fyldt i de mange høringssvar. En del borgere har argumenteret imod, at det nye hus bliver gråt, hvilket har fået forvaltningen til at foreslå, at det skrives ind i lokalplanen, at det skal laves i lyse nuancer, som ikke må være grå.

De nye ændringer i lokalplanen er udslagsgivende for, at Morten Melchiors (K) mandag vil stemme for lokalplanen.

"Vi har presset på for de tre F'er: Funktion, form og farve. På den måde bevarer Palads sin funktion som biograf og kunstværk," siger Morten Melchiors til NB-Kommune.

Palads-bygningen er ifølge Morten Melchiors så nedslidt i sin nuværende stand, at Nordisk Film taber penge på bygningen.

"Hvis ikke vi handler nu, så risikerer vi, at Nordisk Film må lukke Palads helt ned med brædder for vinduet og så videre. Så får København en endnu større øjebæ, som i sidste ende skal rives helt ned," siger Morten Melchiors.

Stærke følelser

Socialdemokratiets udvalgsmedlem Niels E. Bjerrum (S) vil også stemme for lokalplanen. Mange af de politiske ønsker er ifølge udvalgsmedlemmet blevet inkorporeret i det nye projekt.

Det høje antal høringssvar gør ikke det store indtryk på Niels E. Bjerre. Han mener, at nogle borgere hopper fra projekt til projekt med "stærke følelser".

"Jeg gad godt vide, hvor mange af høringssvarene der kommer fra borgere i København – mit gæt er, at størstedelen ikke gør," siger han og tilføjer:

"Vi kan ikke flytte en mursten i København, uden at der opstår flere Facebook-grupper. Folk kan være ligeglade i årevis – men når noget skal ændres, opstår der pludselig stærke følelser. Alle vil gerne have udvikling – men ingen ønsker forandring," siger han.

Når lokalplanen mandag eftermiddag antageligt bliver godkendt, betyder det, at Nordisk Film kan begynde at lave konkrete planer for sit byggeri, som vil skulle leve op til de retningslinjer, der bliver sat i lokalplanen.

"Man kan godt genkende Palads i det projekt, der ligger nu – både i form, funktion og farve," siger Niels E. Bjerrum.

Arbejdet med at forny Palads har stået på over en årrække. Efter en del kritik i 2022 droppede Nordisk Film Biografer et projekt tegnet af arkitektfirmaet BIG. I stedet blev der åbnet for en bred borgerinddragelse, der førte til tre nye forslag udarbejdet af arkitektfirmaet Cobe.

Foto: Pressefoto/Cobe

Sidst opdateret: 13/04/2026 - 12:47

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]