
- Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Aarhus vil have sine penge tilbage
Aarhus Kommune appellerer nu via sociale medier til borgerne om at betale deres gæld til kommunen tilbage. Kommunerne har samlet set 5,5 mia. kr. til gode hos borgere og virksomheder i gæld og regninger, der ikke er betalt.
Udgivet: 13/04/2026
Danskernes gæld til kommunerne har været støt stigende. i 2021 var gælden i nominelle tal 4,8 mia. kr. I de nyeste tal fra gældsstyrelsen var gælden nået op på 5,5 mia. kr. for 2024.
I Århus skylder skylder borgere og virksomheder tilsammen 494.721.828 kroner til Kommunen.
Derfor appellerer kommunen nu noget utraditionelt i et opslag på Facebook borgere til at få sendt pengene tilbage i kommunekassen, så kommunen kan bruge dem.
"Forestil dig alt det, der får Aarhus til at leve. Kultur, fællesskaber, oplevelser, skoler, dagtilbud, velfærd og hverdagen i byen", lyder det i opslaget.
"Lige nu skylder borgere og virksomheder tilsammen 494.721.828 kroner til Aarhus Kommune. Det er penge, der ellers kunne være med til at understøtte mange af de ting, der skaber vores fælles by."
Den halve milliard kroner omfatter brugerbetaling til kommunen såsom ejendomsskat, parkeringsafgifter, lokalebooking, biblioteksafgifter og betaling til dag- og fritidstilbud.
De århusianske virksomheder skylder samlet godt 100.000.000 kroner, mens de resterende knap 400.000.000 kroner mangler at blive betalt fra borgerne.
Rudersdal og Ringsted topper: Her har borgerne mest gæld
Det er dog ikke i Aarhus at man har den største gæld til kommunen pr. borger. I følge den nyeste opgørelse fra gældsstyrelsen, så er det er borgerne i Rudersdal Kommune og Ringsted Kommune, der har den højeste gennemsnitlige gæld til det offentlige. I Rudersdal skylder omkring 4.000 borgere i gennemsnit 470.000 kr., mens niveauet i Ringsted ligger på 303.000 kr.
I den modsatte ende finder man Fanø Kommune og Rebild Kommune, hvor borgerne i gennemsnit skylder henholdsvis cirka 112.000 kr. og 155.000 kr.
Der er også forskel på, hvor mange borgere der har gæld. I Lolland Kommune gælder det 16 pct. af borgerne, mens andelen er lavest i Allerød Kommune med omkring 6 pct.
Det er mænd, der fylder mest blandt skyldnerne, de har den højeste gæld med et gennemsnit på 272.000 kr. mod kvinders 121.000 kr.
Sidst opdateret: 27/05/2026 - 11:16












































