Det bliver svært at komme i Folketinget, spår  de tidligere borgmestre i henholdsvis Lemvig og Lejre kommuner.

Det bliver svært at komme i Folketinget, spår de tidligere borgmestre i henholdsvis Lemvig og Lejre kommuner. - Foto: BeFunky: Henning Bagger/Ritzau Scanpix // Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Tidligere borgmestre vil i Folketinget – 'jeg er outsideren i den her sammenhæng'

For få måneder siden var de borgmestre. Nu vil Tina Mandrup og Erik Flyvholm tage deres kommunale erfaringer med ind i Folketinget, hvis de bliver valgt mod egne odds.

Udgivet: 24/03/2026

Adam Østergaard Meijer

Journalist

Del artiklen:

Når de personlige stemmer tælles op efter valget, sidder to tidligere borgmestre og venter spændt på, om de har fået nok til et mandat. Erik Flyvholm (V) er en af dem.

Han stoppede som borgmester i Lemvig Kommune ved årsskiftet efter 24 år på posten og 28 år i kommunalbestyrelsen.

Egentlig var det ikke planen at blive folketingskandidat. 63-årige Erik Flyvholm ville ikke have et nyt fuldtidsjob efter borgmesterembedet, men så blev han prikket på skulderen i efteråret. Der var kommet en plads i Struerkredsen, efter den nuværende transportminister Thomas Danielsen skiftede til Holstebrokredsen.

"Så kunne jeg ikke sige nej. Og skulle det være, så skulle det være på min hjemmebane."

Selvom han har rigelig erfaring med at føre kommunalvalgkamp, har denne valgkamp krævet noget andet af ham.

"Jeg synes, at det er gået fint, men det er noget helt andet. Det er nogle andre folk, du er sammen med, og det er et helt andet gear i forhold til, at du skal længere ud end bare lige dit eget lokalområde," siger han til NB-Kommune og fortsætter:

"Det har været sjovt og spændende, men også meget intenst, så jeg glæder mig til, at valget kommer nu."

'Utroligt svært at komme ind'

I en anden del af Danmark sidder Tina Mandrup (V) også og håber på et mandat. Hun var borgmester i Lejre Kommune inden årsskiftet, men blev sat uden for indflydelse trods et godt valgresultat. Hun vil beholde sit mandat i kommunalbestyrelsen, hvis hun bliver valgt til Folketinget.

Men hun står over for en svær opgave, erkender hun. Ved FV22 fik Venstre tre mandater i Sjællands Storkreds.

"Jeg ved godt, at det bliver utroligt svært at komme ind. Hvis vi ligefrem skulle smide et mandat, så tror jeg heller ikke så meget om mig selv og min fortræffelighed, at jeg kan overhale de meget erfarne politikere."

Tina Mandrup står på listen sammen med navne som Morten Dahlin, Jacob Jensen og Christian Friis Bach.  

I Vestjyllands Storkreds stiller Erik Flyvholm op ved siden af navne som Thomas Danielsen og Søren Gade. Venstre tog tre mandater i kredsen ved FV22.

Men selv med et navn, der er kendt vidt og bredt i Vestjylland, spår Erik Flyvholm ikke store chancer for at blive valgt.

"Det vil være en overraskelse, hvis jeg bliver valgt. Jeg er outsideren i den her sammenhæng," siger han.

Tager kommunale erfaringer med

Med omkring 36 års samlet kommunalpolitisk erfaring kommer Tina Mandrup og Erik Flyvholm ikke til at glemme kommunerne, hvis de kommer i Folketinget.

For Tina Mandrups vedkommende er hendes kommunale erfaringer også en af årsagerne til, at hun stiller op.

"I de fire år, hvor jeg har været borgmester, har der været tydelige eksempler på, hvordan det har været svært at trænge igennem for at få dem på Christiansborg til at forstå, at noget ikke kommer til at virke," siger hun og fortsætter:

"Det er både en frustration, men det er også en indignation, der har gjort, at jeg er gået ind i et kandidatur."

For Erik Flyvholm er det kommunernes økonomi, der vil fylde, hvis han bliver valgt. Som tidligere medlem af KL's bestyrelse har han på nærmeste hold fulgt med i de sidste års kommunale økonomiaftaler.

"Når man tænker på, hvor hårdt kommunerne skal kæmpe for at få en halv eller en hel milliard mere i økonomiaftalerne, så tænker man, at der må være et land derinde, der flyder med mælk og honning, når de kan love fem-ti milliarder i valgløfter. Det kunne jeg da godt tænke mig at være med til at påvirke," siger han.

Begge mener de dog, at de godt kan abstrahere fra deres kommunale perspektiver og løfte sig til andre dagsordener.

"Det er jo ikke, fordi jeg hele tiden vil stå og sige, at man skal huske kommunerne," siger Tina Mandrup.

Åbne for midterregering

NB-Kommune har også spurgt de to folketingskandidater, hvilken regering de foretrækker på den anden side af valget.

Svarene er ikke entydige.

"Det er vigtigt for mig, at vi får en dreven, blå statsminister, men jeg er ikke ultimativ i forhold til, om det skal være en ren blå regering. I en usikker verden, hvor man sidder ved det store internationale forhandlingsbord og repræsenterer Danmark, skal man have ministererfaring. Det er ikke en øvebane for nyslåede ministre," siger Tina Mandrup og udelukker dermed en ministerpost til sig selv.

Erik Flyvholm mener, at den nuværende regering har skabt gode resultater, og at kritikken af den har været for hård, selvom han helst ser en blå regering efter valget.

"Jeg håber da, at vi får en blå regering. Helt klart. Men jeg var også en af dem, der var helt med på sidste gang, at vi lavede en regering henover midten. Det er vi vant til i kommunerne, og det er der, vi har skabt de bedste resultater," siger han.

Sidst opdateret: 25/03/2026 - 16:39

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]