
Partidebat på kommunal politisk topmøde - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Valg 2026: Det vil partierne på kommunernes økonomi
Efter to år med meget gode økonomiaftaler for kommunerne bliver afgørende for kommunernes økonomi, om det kan fortsætte. De store borgmesterpartier er klar til fortsætte sporskiftet.
Udgivet: 24/03/2026
Hvad vil partierne i forhold til kommunernes økonomi for 2027 og det økonomiske sporskifte, der blev indledt i 2025 og videreført i 2026?
Efter to år med markant bedre økonomiaftaler for kommunerne end i det foregående årti tegner der sig nu et centralt spørgsmål frem mod 2027: Vil partierne videreføre det såkaldte økonomiske sporskifte – eller bliver der tale om et brud?
Sporskiftet har især været kendetegnet ved, at kommunerne ikke alene har fået dækket det demografiske træk, men også tilført ekstra midler til "udvikling af velfærd". Det har brudt med en længere periode, hvor økonomiaftalerne i højere grad var præget af stram styring og begrænset vækst.
Men meldingerne fra partierne peger i flere retninger. Nogle partier lægger op til at fortsætte – eller endda udbygge – sporskiftet med flere midler til kommunerne. Andre åbner for, at væksten i den offentlige sektor ikke kan fortsætte i samme tempo, og at der i højere grad skal findes effektiviseringer eller omprioriteringer.
Samtidig er der usikkerhed om, hvor stor en del af de ekstra midler der reelt vil blive en del af de årlige økonomiaftaler med kommunerne – og hvor meget der eventuelt placeres uden for aftalerne i form af særskilte velfærdsinitiativer.
Dermed bliver økonomiaftalen for 2027 ikke kun en forhandling om kroner og øre, men også en test af, om det politiske flertal ønsker at fastholde det kursændring, der blev lagt med aftalerne for 2025 og 2026.
NB-Økonomi har samlet udmeldingerne fra partierne.
Socialdemokratiet:
Socialdemokratiet er klar til at lave en lige så god aftale som de sidste to år. Nicolai Wammen har nævnt tre mia. kr. oveni demografi. Det er dog uklart, om det er tre mia. kr., der skal udmøntes ved økonomiaftaleforhandlingerne med kommunerne, eller om det er til andre velfærdsinvesteringer, som ikke er en del af økonomiforhandlingerne med kommunerne.
(Nicolai Wammen, KLs topmøde 12. marts)"Derfor er mit budskab også her i dag meget klart, at hvis Socialdemokratiet bliver betroet regeringsansvaret, så vil vores tilgang være, at vi, når vi skal sætte os ned og lave den næste kommuneaftale, laver en, der er lige så god som de to, vi lige har lavet, og det vil sige ud over det demografiske træk. Altså når der heldigvis kommer flere ældre, så følger pengene med. Som vi hørte for et øjeblik siden, så vil det vel sige, at vi derudover lægger cirka tre milliarder kroner, fordi så kan vi passe godt på velfærden, og det er der brug for."
Konservative:
De Konservative vil fortsætte de gode økonomiaftaler, der har været med kommunerne. Man vil dog gerne ind og se på, om midler til demografi kan tildeles smartere end i dag.
(Mona Juul, KLs topmøde 12. marts)"Vi skal holde hånden under den velfærd, vi trods alt har bygget op i det her land i årevis. Vi har endelig sørget for, at kommunerne nu får flere midler til også at kunne følge de borgere, der har det allersværest. Hvis vi ikke får styr på økonomien fremadrettet til den opgave stadigvæk, jamen så er det jo bare en fejlagtig politik, vi fører. Vi er nødt til at sørge for, at der fortsat er gode økonomiaftaler til kommunerne, også fra national side.
"Omkring det demografiske træk, det kan jo være, at vi kan gøre det smartere. Jeg tillader mig bare lige at sige det: I en hvilken som helst anden sammenhæng, hvis der er flere, hvis man laver noget til en, men så skal lave det til ti, så er det ikke nødvendigvis den samme omkostning til en som til ti. Og det perspektiv er vi jo nødt til at have på også."
Venstre:
Partiet vil sikre demografien og lægge yderligere milliarder oveni til mere velfærd, men det er uklart, hvor meget der direkte bliver en del af økonomiaftalen med kommunerne.
(Troels Lund Poulsen, KLs topmøde 12. marts)"Ja, det vil jeg. Jeg vil også være villig til at investere mere end det." (på spørgsmålet om man vil dække det demografiske træk i kommunernes økonomiaftale)
(Sophie Løhde, ved fremlæggelse af Venstres økonomiske plan 16. marts)"Vi står på mål for, at vi ønsker at investere massivt i vores velfærd både i kommuner og i regioner. Vi insisterer dog også på, at vi foruden at levere flere penge end demografien tilsiger, hele tiden skal interessere os for, hvordan vi bruger pengene i den offentlige sektor, og derfor står vi jo ikke i dag og sætter to streger under en økonomiaftale, hvor forhandlingerne ikke engang er startet endnu."
(Troels Lund Poulsen til Berlingske i marts)"Det bliver en prioritet for mig, hvis jeg bliver statsminister, at vi skal være i stand til at investere mere end det demografiske træk i udvalgte dele af vores kernevelfærd,"
Moderaterne:
Moderaterne har tilkendegivet, at de er klar til at dække det demografiske træk og mere oveni.
Lars Løkke Rasmussen sagde dog også ved fremlæggelsen af regeringens 2035-plan den 24. februar, at den offentlige sektor ikke kan blive ved med at vokse, som den har gjort:
"Vi kan, uden at pille ved skatterne, ansvarligt prioritere de her ting og også sikre demografien. Så tror jeg også, man må sige, at hvis der for eksempel er appetit på, at det offentlige forbrug ikke bare vokser med demografien, men altså vokser, som det gennemsnitligt har gjort de sidste 40 år, så begynder vi at være en lille smule udfordrede," siger Lars Løkke Rasmussen til NB-Økonomi.
De Radikale:
Vil dække demografi og mere end det. (KLs topmøde 12. marts)
Danmarksdemokraterne:
Vil dække det demografiske træk. (KLs topmøde 12. marts)
Enhedslisten:
Enhedslisten er klar til at dække det demografiske træk og mere til.
SF:
Partiet er klar til at dække det demografiske træk og mere til.
Pia Olsen Dyhr (KLs topmøde 12. marts)"Det er en rigtig god ide at levere på det demografiske træk. Men vi må også bare erkende, at der mangler penge fortsat ude i vores kommuner, selvom der har været to gode aftaler(...)Det synes jeg er et alvorligt problem. Noget, vi er nødt til at tage alvorligt, og derfor er vi nødt til at investere i vores kommuner."
Dansk Folkeparti:
Hvis partiet får gennemført sin hjemrejsepolitik, så markant mere end demografi og 3 mia. kr. oveni (KLs topmøde 12. marts)
Liberal Alliance:
Partiet har ikke tilkendegivet, at man vil følge det demografiske træk en til en, og flere penge til kommunerne er afhængige af, hvad der kan spares på administration.
Sólbjørg Jakobsen (KLs topmøde 12. marts)"Vi går til valg på en kommuneøkonomi, der er veldrevet (…) Hvis vi kigger på, hvordan de bedste 10 kommuner er drevet, og alle kommuner gør som de gør, så kan vi spare 10-14 mia. kr."
(Alex Vanopslagh til Berlingske 11. marts)"Jeg kan godt være med til at øge det offentlige forbrug, hvis det går til nogle helt konkrete forbedringer, som ikke giver mere bureaukrati,"
Alternativet:
Det demografiske træk og mere oveni.
Borgernes Parti:
Det har ikke være muligt at finde oplysninger her.
Sidst opdateret: 23/04/2026 - 15:23
Temaer: Folketingsvalg













































