
På initiativ fra Esbjerg Kommune har de fire 'energibyer' i Nordsø-regionen - Esbjerg, Stavanger, Aberdeen og Groningen - underskrevet en samarbejdsaftale i Stavanger i går. - Foto: Stavanger Kommune
Esbjerg, Stavanger, Aberdeen og Groningen går sammen om uddannelse og erhverv
De fire byer har underskrevet en samarbejdsaftale, der skal øge udvekslingen af viden og styrke kompetencerne inden for den grønne omstilling fra olie og gas til vedvarende energi.
Udgivet: 10/03/2026
De fire byer omkring Nordsøen – Esbjerg, Stavanger, Aberdeen og Groningen – har under konferencen High Wind 2026 i Stavanger, Norge, underskrevet en samarbejdsaftale, der skal udvide og formalisere samarbejdet inden for både akademiske og erhvervsrettede uddannelsesområder.
Aftalen er et stort skridt i byernes arbejde med at understøtte energiomstillingen gennem kompetenceudvikling og øget udveksling af viden, skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
De fire byer er medlemmer af det globale samarbejde World Energy Cities Partnership (WECP), og byerne har dét til fælles, at de står midt i en grøn omstilling fra olie og gas til vedvarende energi og samtidig rummer erhvervsenergiklynger, universiteter og erhvervsskoler.
"Denne aftale er et klart signal om, at vi i Nordsøregionen tager ansvar for fremtidens kompetencer på energiområdet. Energiomstillingen kræver nye løsninger og nye færdigheder, og det kan vi kun løfte i fællesskab", siger Jesper Frost Rasmussen (V), der er borgmester i Esbjerg.
Han fortsætter:
"Ved at styrke samarbejdet mellem vores byer og uddannelsesinstitutioner skaber vi bedre muligheder for både studerende, virksomheder og arbejdsmarkedet – og vi står stærkere som international energiregion."
Et initiativ fra Esbjerg
Det er Esbjerg Kommune, der under sit formandskab for WECP har taget initiativ til det tættere samarbejde på uddannelsesområdet på tværs af 'energibyer'.
Den aktuelle samarbejdsaftale bygger videre på et allerede etableret samarbejde mellem Esbjerg Kommune, Education Esbjerg, Stavanger Kommune og universitetet i Stavanger.
Med Aberdeen og Groningen som nye deltagere i samarbejdet vil parterne løfte uddannelses- og kompetenceindsatsen i hele Nordsøregionen. Formålet er at skabe flere uddannelsesmuligheder, styrke talentmobiliteten og give virksomheder og institutioner bedre adgang til fælles projekter og ny viden.
Samarbejdsaftalen gælder for en periode på to år.
Deltagere i samarbejdsaftalen
Esbjerg
Jesper Frost Rasmussen, borgmester, Esbjerg Kommune
Lone Saaby, CEO, Education Esbjerg
Karsten Rieder, CEO, Business Esbjerg
Olaf Rye, CEO, Rybners
Stavanger
Tormod Wilson Losnedal, borgmester, Stavanger
Helge Bøvik Larsen, Professor and Dean, Faculty of Science and Technology, University of Stavanger
Aberdeen
David Cameron, Lord Provost, Aberdeen
Jo-Anne Murray, Vice-Principal (Education), University of Aberdeen
Sarah Hillyear, Head of Partnerships, Robert Gordon University
Robin McGregor, Vice Principal Curriculum & Quality, North East Scotland College
Groningen
På vegne af borgmester og viceborgmestre i Groningen: Philip Broeksma, viceborgmester, Groningen
Jouke de Vries, Prof. Dr. and President, University of Groningen
Marcel Koenis, Director of Strategy and Development, på vegne af Dr. Ir. Jan-jaap Aué, Director Engineering, Life Sciences & ICT Hanze University of Applied Sciences
Richard den Ouden, Manager Energy & Maritime Noorderpoort, på vegne af: the school authorities vocational education Groningen, DCTerra, Noorderpoort and Alfa-college (DNA)
Sidst opdateret: 10/03/2026 - 10:21












































