- Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Radikal ekskandidat i København dømt for æreskrænkelse

En tidligere kandidat til Borgerrepræsentationen i København er blevet idømt ti dagbøder à 1000 kroner for offentligt at have fremsat krænkende påstande om en partifælle.

Udgivet: 06/03/2026

Del artiklen:

Den dømte er en 49-årig kvinde, og i de fremsatte ytringer omtalte hun blandt andet manden som en "voldtægtsforbryder", oplyser Københavns Byret til Ritzau.

Straffen på en samlet bøde på 10.000 kroner betyder, at dommen ikke umiddelbart kan ankes. Her er der nemlig en grænse på 20.000 kroner i bødesager.

Rettens dom er enslydende med den strafpåstand, som specialanklager Anders Larsson fra Københavns Politi havde fremsat under sin procedure i februar. Larsson oplyser efter dommen til Ritzau, at han er tilfreds med rettens afgørelse.

Den 49-årige kvinde var ved kommunalvalget i 2017 kandidat til Københavns Borgerrepræsentation for Det Radikale Venstre. Noget tid inden valget fik hun kontakt med en partifælle, som kandiderede til en kommunalbestyrelsespost i en anden kommune.

Han fortalte, da han i februar afgav forklaring i retten, at selv om de to ikke mødte hinanden, så blev deres relation tæt.

"Det udviklede sig, som sådan noget gør. Det var fagligt, så blev det personligt, og så blev det intimt. Jeg så hende som en god ven, hvor der også var flere ting på spil", lød det i mandens forklaring i retten.

Men kvinden har haft en helt anden opfattelse af forløbet. Hun anmeldte i april 2021 manden for, at han op til kommunalvalget i 2017 over telefonen skulle have truet hende med voldtægt.

Stort fokus på seksuelle krænkelser i partiet

På det tidspunkt var der i partiet et stort fokus på seksuelle krænkelser, efter at den tidligere politiske leder Morten Østergaard nogle måneder forinden havde forladt politik efter en krænkelsessag, hvor han havde befamlet en kvindelig partifælle.

Den nu dømte kvindes anmeldelse af partifællen førte i første omgang til, at han blev afhørt og sigtet af politiet. Men anklagemyndigheden valgte ikke at rejse tiltale i sagen, og sigtelsen blev opgivet.

De strafbare påstande, som kvinden har fremsat, er blandt andet blevet sendt i mails til partiet og fremsat på det sociale medie Twitter, der i dag er kendt under navnet X. Det skete i en periode fra juni 2020 til november 2021.

/ritzau/

Sidst opdateret: 06/03/2026 - 11:30

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]