
Særligt de unge kvinder mistrives. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Den mentale trivsel er under pres - især hos unge kvinder
Flere danskere føler sig stresset, de unge kvinder har fortsat dårligere mental trivsel end resten af befolkningen, og der er stadig en markant social ulighed i sundhed. Det viser Sundhedsprofilen 2025.
Udgivet: 05/03/2026
Selvom danskerne bliver ældre, er der flere udfordringer med sundheden.
NB-Social har læst Sundhedsprofilen 2025.
En stor andel i befolkning oplever søvnbesvær, angst og depression. Især blandt unge kvinder ses fortsat stor mistrivsel.
Næsten hver tredje dansker har en høj score på stressskalaen. Der er tale om en stigning på ni procentpoint siden 2010. Det stiger i næsten samtlige aldersgrupper.
Andelen er større blandt kvinder end mænd, hvilket også gør sig gældende for alle aldersgrupper. Samtidig spiller uddannelse en rolle, da der er en tydelig sammenhæng mellem længst fuldførte uddannelse og andelen med en høj score på stressskalaen. Andelen falder fra 34,7 % blandt personer med grundskole som længst fuldførte uddannelse til 22,5 % blandt personer med en lang videregående uddannelse.
Der er en markant større andel med en høj score blandt arbejdsløse (55,6%), førtidspensionister (56,7) og andre udenfor arbejdsmarkedet (55,8%) end blandt beskæftigede, hvor den er på 26,2 procent.
Dårligere trivsel blandt unge kvinder
I undersøgelse kan man også læse, at flere unge kvinder kæmper med mental mistrivsel, sammenlignet med resten af befolkningen.
Blandt kvinder i aldersgruppen 16 til 24 år er det 14,8 procent, der har været generet af at være nedtrykt, deprimeret eller ulykkelig, mens 22 procent har været meget generet af ængstelse, nervøsitet, uro og angst.
Der er også flere borgere, der kæmper med søvnen. 16,3 % af den voksne befolkning i Danmark angiver, at de har været meget generet af søvnbesvær/søvnproblemer inden for de seneste 14 dage.
Sammenligner man med 2010 er der sket en stigning fra 10,2 til 16,3 procent.
Markant social ulighed i sundhed
Sundhedsprofilen fastslår, at der stadig er en markant social ulighed i sundhed. Borgere med kortere uddannelse eller uden tilknytning til arbejdsmarkedet har oftere dårligere helbred, mindre sundhedsfremmende adfærd og en større ophobning af risikofaktorer.
Eksempelvis har personer med kortere uddannelse større sandsynlighed for at ryge, have svær overvægt, flere sygdomme og dårligere mental trivsel end personer med længere uddannelse.
Læs undersøgelsen her.
Kort om Sundhedsprofilen
Den Nationale Sundhedsprofil 2025 er baseret på et spørgeskema, som blev sendt til 314.500 tilfældigt udvalgte personer på 16 år eller derover med bopæl i Danmark. I alt besvarede 135.293 personer spørgeskemaet helt eller delvist, svarende til en svarprocent på 43,0.
Undersøgelsen er gennemført samtidigt i alle landets regioner og kommuner, hvilket gør det muligt at følge udviklingen i sundhed og trivsel både lokalt, regionalt og nationalt.
Fakta – udvalgte resultater
20,7 % af mænd og 8,4 % af kvinder drikker mere end 10 genstande om ugen
10,5 % ryger dagligt
16,3 % har været meget generet af søvnbesvær eller søvnproblemer
Blandt mænd har 11,5 % 3-5 samtidige risikofaktorer, mens andelen er 7,1 % blandt kvinder.
16,1 % har et højt mentalt velbefindende
10,8 % føler sig ensomme
18,5 % har svær overvægt
Næsten hver fire ud af 10 lever med langvarig sygdom, langvarig eftervirkning af skade, handicap eller anden langvarig lidelse
Sidst opdateret: 05/03/2026 - 12:08












































