
Dele af havnepromenaden i Flensborg er fortsat afspærret, og genopbygningen af kajmuren kan koste kommunen mere end 160 millioner kroner. - Foto: - Foto: Sven Geissler, Flensborg Avis
Ødelagt kajmur kan koste Flensborg 160 millioner
Udgivet: 20/02/2026
To et halvt år efter de voldsomme oversvømmelser i oktober 2023 risikerer Flensborg Kommune at sidde tilbage med en regning på mere end 160 millioner kroner.
Det skriver Flensborg Avis.
Under stormfloden brød dele af kajmuren langs den vestlige side af havnen sammen, og området har siden været afspærret.
Genetableringen af kajmuren risikerer at vare op til fem år, og Flensborg har i forvejen søgt Slesvig-Holsten om 120 millioner kroner fra en særlig stormflodspulje.
Men ansøgningen er blevet afvist. Delstatens kystbeskyttelsesmyndighed, LKN, mener, at skaderne ikke skyldes stormfloden, men anlæggets alder og manglende vedligeholdelse.
Kajmuren er omkring 70 år gammel, og blev senest undersøgt i 1990. Allerede dengang blev der konstateret mangler.
Spunsvæggene var kun få millimeter tykke og havde ifølge LKN ingen reel stabiliserende effekt. Myndighederne har også fastslået, at et dræn bag kajmuren hverken er blevet kontrolleret eller vedligeholdt.
Flensborgs overborgmester, Fabian Geyer, erkender, at kystbeskyttelsen ikke har haft den nødvendige prioritet, men ifølge ham var det højvandet i oktober 2023, der fik situationen til at eskalere. Uden støtte fra delstaten risikerer kommunen at måtte udskyde eller skære i andre projekter.
Både SPD og det danske mindretals parti, SSW, er nu gået ind i sagen og kræver, at delstaten frigiver pengene fra stormflodspuljen.
JSC
Sidst opdateret: 20/02/2026 - 10:35












































