
Hvidovre Kunstråd havde foreslået otte forskellige kunstnere til opgaven, og valget faldt på Mie Mørkeberg, som bedst er kendt for det store maleri "Samtalen 1918-2024" med 30 markante kvinder i dansk politik, som i dag hænger på Christiansborg. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anerkendt kunstner skal male borgmesterportræt
Udgivet: 20/02/2026
En enig kommunalbestyrelse har i denne uge besluttet at videreføre Hvidovres 70 år gamle tradition for borgmesterportrætter.
Nu er turen kommet til kommunens ottende borgmester, Anders Wolf Frisdahl Andresen (SF), som fortsætter på borgmesterposten efter kommunalvalget sidste år.
Valget af maler er faldet på Mie Mørkeberg, der blandt andet står bag værket om demokratiets kvinder på Christiansborg.
Siden 1952, hvor Hvidovre fik status som forstadskommune, har det været en fast tradition, at de folkevalgte borgmestre bliver portrætteret til eftertiden.
Det er en enig kommunalbestyrelse, der står bag beslutningen om at videreføre traditionen og afsætte en økonomisk ramme på 200.000 kroner til borgmesterportrættet.
Hvidovre Kommune skriver i en pressemeddelelse, at beløbet afspejler ønsket om et professionelt kunstværk af høj kvalitet, som skal ses i lyset af den generelle prisudvikling samt de vilkår, der i dag gælder for professionelt kunstnerisk arbejde.
Valget af netop et malet portræt frem for andre formidlingsformer er truffet for at sikre kontinuitet i rådhusets historiske samling.
"Det er vigtigt for os at holde fast i vores lokale særkende og historie. Portrætterne er ikke blot billeder af personer, men en del af rådhusets historie og en fortælling om Hvidovres udvikling, forklarer borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen.
Der hænger i dag syv portrætter af borgmestre på rådhuset i Hvidovre, og det nye portræt forventes offentliggjort i 2027.
JSC
Sidst opdateret: 20/02/2026 - 09:53












































