
Der skal maksimalt være 14 elever i hver klasse i indskolingen, foreslår Socialdemokratiet. "Det her er politik, der ikke kan realiseres," siger formand for Børne- og Ungeudvalg. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Skoleudvalgsformænd er skeptiske over for Socialdemokratiets skoleudspil
Socialdemokratiet vil nedsætte antallet af elever i indskolingen til 14, men forslaget mangler finansiering, påpeger skoleudvalgsformænd og kalder forslaget "urealistisk", "uforskammet" og "valgflæsk".
Udgivet: 04/02/2026
Opdateret 4. februar klokken 14:06 med oplysningen om, at udspillet vil kræve 4.000 ekstra lærere på landsplan.
Panik og valgflæsk før folketingsvalget.
Det er, hvad Socialdemokratiets udspil om lilleskoler med maksimalt 14 elever i indskolingen er, ifølge formanden for Børne- og Ungeudvalget i Thisted Kommune.
"Jeg kalder det bullshit. Det her er valgflæsk, og jeg synes, det er uforskammet overfor vores folkeskole, som har brug for ro," siger Casper Søe-Larsen (LA).
I dag er der et loft på 26 elever i indskolingen. Tanken om et loft på 14 elever er fornuftig, men for Thisted Kommune er forslaget urealistisk, fortæller Casper Søe-Larsen.
"Det vil være svært for os at realisere det her, hvis ikke det skal sprænge skolebudgettet. Desuden vil vi få problemer med at rekruttere nok lærere og finde nok klasselokaler," siger han.
På landsplan vil forslaget kræve 4.000 ekstra lærere, viser udspillet ifølge Ritzau.
Forslaget møder også kritik hos den nuværende regeringspartner Venstre. Politisk ordfører og rådmand i Frederiksberg Kommune, Jan. E Jørgensen (V), står tvivlende over for, om det kan lade sig gøre.
"Alene på Frederiksberg, hvor jeg sidder i kommunalbestyrelsen, har jeg lige regnet ud, at det vil betyde, at vi skal bygge tre nye skoler. Jeg ved ikke, hvor de skal ligge henne. Af samme grund stiller vi os også meget tvivlende over for, at det her kun koster seks milliarder," siger han til Politiken, der i dag har et stort interview med statsminister Mette Frederiksen (S) om Socialdemokratiets udspil forud for Folketingsvalget.
I dag klokken 13 vil børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye præsentere udspillet på et pressemøde på en skole i Tårnby.
Manglende finansiering
Socialdemokratiet vil bruge fem milliarder kroner årligt på lilleskole-projektet. Derudover skal der bruges et engangsbeløb på seks milliarder kroner til blandt andet at bygge klasselokaler.
Det ved vi om Socialdemokratiets udspil
0.- til 3. klasse skal maksimalt have 14 elever per klasse, hvor der i dag er et loft på 26 elever i indskolingen.
Den lavere klassekvotient vil ifølge partiet koste fem milliarder kroner om året.
Dertil skal lægges 6 milliarder i engangsudgifter til bl.a. at bygge nye klasselokaler.
Forslaget vil kræve 4.000 ekstra lærere på landsplan.
Partiet vil også give penge til flere klasser med to lærere til større elever.
Det skal træde i kraft i næste valgperiode, såfremt Socialdemokratiet kan samle flertal.
Der er ikke fremlagt finansiering for forslaget. Statsminister Mette Frederiksen siger til Politiken, at pengene dog ikke skal tages fra det økonomiske råderum.
I Langeland Kommune har man dog svært ved at se, hvordan pengene skal række, fortæller Søren Ramsing, der er formand for Børne- og Skoleudvalget.
"Hvis forslaget ikke bliver fuldt finansieret, bliver det meget, meget tungt at gennemføre for os," siger han.
Ifølge Casper Søe-Larsen vil forslaget nuværende finansiering betyde "ekstremt store" omkostninger for Thisted Kommunes drifts- og anlægsbudget.
"Det her er politik, der ikke kan realiseres," siger han.
Lærerforeningen: "Markant" løft af folkeskolen
Ifølge Lærerforeningen vil forslaget løfte folkeskolen "markant", og den akutte mangel på lærere har lyse udsigter i fremtiden, mener formand Gordon Ørskov Madsen.
”Lige nu mangler vi mange steder uddannede lærere i folkeskolen, men samtidig er der 40.000 læreruddannede, der har valgt at arbejde uden for skolen. Vi ved, at mange af dem har valgt folkeskolen fra, fordi de ikke føler, de kan lykkes med opgaven, sådan som skolen ser ud i dag,” siger Gordon Ørskov Madsen i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Det skal vi have ændret på, og det gør vi først og fremmest ved at skabe den gode folkeskole, der giver lærerne lyst til at komme tilbage. Og det her er et godt skridt på vejen.”
Sidst opdateret: 04/02/2026 - 14:09












































