
Ifølge borgmestrene er de nye tiltag mod chikane nødvendige for at sikre tryghed blandt folkevalgte, kandidater og deres pårørende. - Foto: BeFunky-collage: Pressefotos, Faaborg-Midtfyn Kommune / Bo Amstrup/Ritzau Scanpix / Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Borgmestre reagerer på chikane-tiltag: "Fuldstændig afgørende for demokratiet"
Det er vigtigt for demokratiet, at kommunalpolitikere, kandidater og deres pårørende nu får ekstra beskyttelse mod trusler og chikane, mener tre borgmestre.
Udgivet: 03/02/2026
Otte nye initiativer skal styrke beskyttelsen af folkevalgte og deres pårørende.
Og dem er der brug for, mener Anstina Krogh (S), der som borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune har oplevet chikanerende tilnærmelser online.
"Det fremmer demokratiet at gøre det tryggere for kommunalpolitikere, kandidater og deres pårørende," siger hun til NB-Kommune.
Initiativerne kommer i kølvandet på flere hændelser, hvor folkevalgte har været udsat for chikane og trusler. Blandt landets borgmestre har to ud af tre været udsat trusler, hærværk eller vold, viser en rundspørge fra Momentum.
En af dem er Greve-borgmester Pernille Beckmann (V), som blandt andet har fået kastet sten mod sit hus. Ifølge hende vidner de gentagne trusler mod folkevalgte om, at tiltagene er nødvendige.
"Det er et rigtig godt skridt på vejen i forhold til bedre indsatser mod de trusler, som jeg og min familie har oplevet,” siger hun.
I Aarhus blev borgmester Anders Winnerskjold (S) antastet i Bilka under kommunalvalgkampen. Politiet rejste sigtelser mod to personer for chikane, der siden blev droppet.
Ifølge borgmesteren er aftalen vigtig for, at politiet kan gribe ind overfor borgere, der forsøger at "ødelægge den demokratiske samtale".
“Det er fuldstændig afgørende for et stærkt demokrati både lokalt og nationalt, at man kan stille op til valg uden at risikere vold, trusler og chikane. Det er derfor også naturligt, at kandidater til lokalvalg skal nyde samme beskyttelse som til folketingsvalg,” siger han.
Kandidater og pårørende får beskyttelse
Blandt initiativerne får pårørende særlig strafferetlig beskyttelse. Et vigtigt tiltag, mener borgmesteren i Faaborg-Midtfyn.
"Det er jo helt utilstedeligt, at vores pårørende har været udsat for chikane. Det er mig, der har stillet mig til rådighed – ikke min familie," siger Anstina Krogh.
Under kommunalvalget oplevede hun, at mange potentielle kandidater afstod fra at stille op på grund af den rå tone. Derfor er det positivt, at aftalen sikrer samme beskyttelse for opstillede kandidater, mener hun.
"Det her er virkelig mennesker med virkelige familier. Ved at gøre demokratiet mere tåleligt for kandidater og kommunalpolitikere sikrer vi forhåbentlig, at flere vil være trygge ved at stille op," siger Anstina Krogh.
Her er de otte initiativer
Aftalen om et stærkere værn om demokratiet er vedtaget af SVM-regeringen, Danmarksdemokraterne, SF, Konservative og Radikale Venstre.
Partierne er enige om følgende initiativer:
Etablering af nationalt situationsbillede og styrket koordination mellem myndighederne
Mulighed for at kommuner og regioner kan bevilge tryghedsskabende tiltag
Særlig strafferetlig beskyttelse af pårørende
Styrkelse af politiets indsats mod trusler og lignende online
Styrket beskyttelse af privatsfæren
Udvidelse af straffelovens § 119 til at omfatte kandidater til kommunal-, regions- og Folketingsvalg samt Europa-Parlamentet
Skærpelse af straffen ved politisk motiveret kriminalitet med baggrund i forurettedes lovlige erhverv
Forbedring af politiets mulighed for at flytte demonstrationer ud fra en proportionalitetsafvejning for at beskytte andres rettigheder og friheder
Sidst opdateret: 03/02/2026 - 14:31












































