
Anstina Krogh føler sig ikke mere udsat som kvinde i politik, men hun har oplevet, at det er svært at få kvinder til at stille op. - Foto: Faaborg-Midtfyn Kommune
Borgmester får tilsendt billeder af mænd uden tøj på
Anstina Krogh (S) har ikke været udsat for chikane på sin bopæl. Til gengæld modtog hun i stigende grad billeder af mænd uden meget tøj på, efter hun blev valgt som borgmesterkandidat.
Udgivet: 19/01/2026
"Jeg får tilsendt billeder af ikke så påklædte mænd, og det er jo en form for chikane," siger Anstina Krogh (S), nyvalgt borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, til NB-Kommune.
Hun er forfærdet over, at borgmesterkollegaen i Brøndby Kommune, Maja Højgaard (S), har været udsat for at få kastet en sten gennem en rude i sit private hjem. Maja Højgaard mener selv, at episoden har forbindelse til hendes job som borgmester.
Hun fortalte i sidste uge til NB-Kommune, at hun mener, at det især er kvinder, der bliver udsat for chikane.
"Jeg kan bare se, at det er ikke noget, jeg har oplevet blandt mine kollegaer, dengang jeg var læge. Nu er jeg borgmester, og nu er det nærmest alle mine kvindelige kollegaer, og også mange af mændene, der oplever den her type episoder," sagde Maja Højgaard.
Anstina Krogh føler sig dog ikke mere udsat som kvindelig politiker, fortæller hun. Men hun havde stadig overvejelser om chikane, før hun meldte sig som borgmesterkandidat.
"Jeg har tænkt over, om det er okay, når tiderne er, som de er, i forhold til min familie. Det kunne jeg mærke, at det var. Hvis jeg havde oplevet noget tættere på, ved jeg ikke, om jeg havde haft det sådan."
Hun vurderer, at hendes kandidatur også betød, at hun begyndte at modtage flere grænseoverskridende billeder af mænd, selvom det ikke var nyt for hende.
"Jeg synes da ikke, at det er rart. Jeg havde da gerne været det foruden. Men nu vil jeg da sige, at jeg ikke tænker så meget over det mere. Jeg smiler lidt af det. Det er underligt."
I løbet af sidste valgperiode fik hun og resten af kommunalbestyrelsen vejledning i at håndtere chikane. Derfor ved hun, hvad hun skal gøre, hvis hun modtager billeder af mænd uden tøj på. Det vigtigste er ikke at svare dem, der sender billederne, har hun lært.
Hotline giver tryghed
Selvom Anstina Krogh ikke selv føler sig mere udsat som kvinde, ser hun alligevel et problem i kommunalpolitik, som hun kalder en 'trussel mod demokratiet'.
"Vi er gået ret meget ned i antallet af kvinder i vores kommunalbestyrelse. Vi er kun syv nu. Da vi skulle finde kandidater til kommunalvalget, oplevede vi, at når kvinderne sagde nej, så var det enten på grund af den tid, de ikke havde, fordi de prioriterede familien, eller også var det fordi, at de ikke brød sig om tonen i debatten eller den måde, man blev behandlet på som kommunalpolitiker," siger hun.
Der findes allerede en hotline direkte til politiet, så politikere og pårørende hurtigt og nemt kan få hjælp, hvis de er udsat for chikane. Det er et tiltag, der blev indført i november 2025. Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har også bebudet, at flere tiltag er på vej.
Anstina Krogh er glad for, at hun har mulighed for at bruge hotlinen, selvom hun ikke har gjort det endnu.
"Det giver mig en tryghed i forhold til, at der kan blive taget hånd om min familie, hvis jeg bliver udsat for noget, som kommer til at påvirke dem, eller hvis de bliver udsat for noget. Gud forbyde det. På den måde giver det mig en ro," siger hun.
Sidst opdateret: 19/02/2026 - 08:27












































