
"Hvis man få uger inde i året opdager så store problemer, må man spørge, hvad det er for en økonomistyring, man har haft," siger økonomiprofessor Per Nikolaj Bukh. - Foto: William Brændstrup
Kommuner varsler millionbesparelser få måneder efter budgetvedtagelse
Aarhus og Nyborg kommuner skal have sparekniven frem blot tre måneder efter budgetvedtagelse. "Meget usædvanligt," siger økonomiprofessor.
Udgivet: 28/01/2026
Aarhus og Nyborg har varslet besparelser på henholdsvis 150 og 72 millioner kroner i 2026.
Det sker tre måneder efter, at kommunerne vedtog deres budgetter sidste år. Ifølge professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, er det "meget usædvanligt".
"Hvis man få uger inde i året opdager så store problemer, må man spørge, hvad det er for en økonomistyring, man har haft," siger han.
For at dække hullet i kommunekassen har borgmesteren i Nyborg varslet fyringer blandt medarbejderne.
"Fyringer bliver også en del af det. Det er hele værktøjskassen, vi kigger ned i. Det bliver svære besparelser kombineret med, at vi i byrådet har vedtaget af finde 150 millioner kroner til investeringer. Det er aldrig sjovt at skære i velfærden," sagde Kenneth Muhs til TV 2 Fyn i går.
I Aarhus skal partierne nu forhandle sig frem til, hvor der skal spares.
Burde have forudset udgifter
Et stigende antal borgere med behov for støtte er årsagen til, at man i Aarhus Kommune nu skal spare.
I Nyborg er det kommunens høje serviceniveau kombineret med et stigende antal ældre, der i følge borgmester Kenneth Muhs (V) er årsag til, at kommunen nu skal finde 72 millioner kroner.
Men det er demografiske udgifter, som kommunerne burde have forudset, da de forhandlede budgetter for tre måneder siden, mener Per Nikolaj Bukh.
"Man kan ret præcist se, hvor mange ældre der får hjemmehjælp – det er ikke svært at forudse fremtidige udgifter,” siger han.
Sidst opdateret: 28/01/2026 - 12:41












































