Analysen kommer med svar på, hvad der er drivende for udgiftsvæksten på socialområdet.

Analysen kommer med svar på, hvad der er drivende for udgiftsvæksten på socialområdet. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Private tilbud driver udgiftsvæksten på botilbudsområdet

De stigende udgifter til botilbud er primært drevet af de private tilbud, især de længerevarende botilbud. Det fastslår en ny analyse fra Social- og Boligministeriet.

Udgivet: 23/01/2026

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Udgifterne til botilbudsområdet er steget med 4,1 milliard fra 2018 til 2024, hvilket er en stigning på 19 procent. Samtidig har der ikke været en tilsvarende stigning i antallet af brugere, da der i samme periode har været en stigning på godt fem procent.

Den udgiftsstigning har affødt en større debat om, hvorvidt der er de private tilbud, eller de botilbudslignende tilbud, der ofte er kommunale, som er drivende for udgiftsstigningerne.

Det skriver NB-Social.

Både udgifterne til botilbudslignende tilbud og de private tilbud er steget meget i perioden. Men ifølge analysen fra Social- og Boligministeriet er de stigende udgifter på botilbudsområdet primært drevet af stigende udgifter til private tilbud, især de længerevarende botilbud.

Det skal ses i lyset af, at antallet af personer med ophold på længerevarende botilbud er steget over en årrække, mens antallet af kommunale pladser er faldet. Derfor har kommunerne i højere grad end før været nødt til at købe private pladser for at leve op til deres forsyningsforpligtigelse.

Til gengæld er der ifølge analysen ikke nogen tendenser i forhold til aktivitetsudviklingen eller tilbudsbilleder, der underbygger, at udgifterne skulle være steget mest for de botilbudslignende tilbud. I stedet er den vækst primært drevet af ændringer i kommunernes registreringspraksis.

Derfor vurderer analysen med en vis usikkerhed, at stigende udgifter til køb hos private tilbud udgør cirka 75 procent af den samlede udgiftsstigning i perioden.

Alene udgifterne til de private, længerevarende botilbud er steget med 2 milliarder kroner i perioden. En del af denne stigning hænger dog sammen med, at der bor flere personer på private botilbud end tidligere.

Derfor stiger udgifterne til de botilbudslignende tilbud

Kommunernes indberetninger til kontoplanen viser en stor stigning i udgifterne til de botilbudslignende tilbud, som ofte er kommunale. Her er udgifterne steget med 2,7 milliarder kroner fra 2018 til 2024, mens udgifterne til de midlertidige og længerevarende tilbud er steget med henholdsvis 0,6 milliarder og 0,8 milliarder.

Det betyder, at omkring 66 procent af de samlede udgiftsstigninger på botilbudsområdet er registreret som stigende udgifter til de botilbudslignende tilbud.

Ifølge analysen kan antallet af borgere ikke kan forklare udgiftsstigningen. Det er heller ikke tendenser i antallet af tilbud og pladser, der kan forklare, hvorfor udgifterne er steget mest for de botilbudslignende tilbud sammenlignet med de midlertidige og længerevarende tilbud.

Antallet af pladser på botilbudslignende tilbud er faldet med 180 pladser fra 2019 til 2024, men antallet af pladser på de midlertidige og længerevarende tilbud er steget med henholdsvis 964 og 583 pladser.

Ifølge analysen skal forklaringen i stedet findes i kommunernes registreringspraksis.

Først fra 2018 har kommunerne skulle kontere udgifterne for botilbudslignende tilbud særskilt. Derudover tyder det på, at der i visse kommuner har været en forsinket implementering, da konteringspraksissen er blevet gradvist ændret over årene. Konkret betyder det, at det ser ud til, der er sket en gradvis forskydning i udgifterne fra længerevarende botilbud til de botilbudslignende tilbud.

Analysen fastslår dog også, det ikke entydigt er muligt at konkludere, hvor stor en del af udgiftsstigningerne i udgifterne til botilbudslignende tilbud, der skyldes en regnskabsmæssig forskydning, fordi de kommunale udgifter til de længerevarende tilbud ikke er faldet nær så meget, som udgifterne til de botilbudslignende tilbud er steget.

Ifølge analysen hænger det dog formentligt sammen med, at udgiftsstigningerne reelt set er drevet mest af stigende udgifter til midlertidige og længerevarende botilbud.

Sidst opdateret: 23/01/2026 - 12:08

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]