
- Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Fyring af kommunaldirektør skaber usikkerhed blandt medarbejdere
Udgivet: 21/01/2026
I en udtalelse til byrådet i Egedal Kommune udtrykker medarbejderrepræsentanter bekymring over, at kommunaldirektør Jonatan Schloss er blevet indstillet til fyring af kommunens nye politiske flertal.
Det skriver Sjællandske Nyheder, der er kommet i besiddelse af udtalelsen.
"Det har allerede sendt bølger gennem organisationen. Vi oplever usikkerhed blandt medarbejdere og ledere, og vi er bekymrede for, at denne situation kan få betydelige konsekvenser for arbejdsmiljøet og samarbejdsklimaet på tværs af hele kommunen," skriver medarbejderrepræsentanterne i udtalelsen.
De opfordrer til, at der i den kommende periode særligt lægges vægt på at sikre ro og stabilitet i organisationen samt give klar og rettidig information til medarbejderne.
Som NB-Kommune tidligere har beskrevet, besluttede et flertal i Økonomiudvalget den 14. januar at indstille Jonatan Schloss til afskedigelse, da man "ønskede en anden profil til den fremadrettede ledelse".
Kommunaldirektøren er fritaget fra tjeneste, indtil byrådet har truffet den endelige beslutning om afskedigelsen på byrådsmødet den 21. januar.
TB
Sidst opdateret: 21/01/2026 - 11:42












































