Rebildfesten, som her holdes i 2025 i Rebild Bakker, er en tradition, der har fundet sted siden 1912, og er en fest for både amerikanere med danske rødder og danskere med tilknytning til USA.

Rebildfesten, som her holdes i 2025 i Rebild Bakker, er en tradition, der har fundet sted siden 1912, og er en fest for både amerikanere med danske rødder og danskere med tilknytning til USA. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Rebildfesten efterkommer Aalborgs USA-krav og kan beholde støtte

Aalborg Kommune har krævet, at Rebildfesten ikke inviterer officielle repræsentanter fra USA. Det ønske imødekommes.

Udgivet: 15/01/2026

Del artiklen:

Når Rebildfesten traditionen tro afholdes på den amerikanske uafhængighedsdag den 4. juli, bliver det med økonomisk støtte fra Aalborg Kommune.

Støtten har ellers været på vippen, fordi Aalborg Kommune stillede som betingelse, at officielle repræsentanter fra USA ikke længere må indgå i det officielle program.

Det krav har Rebildselskabet, som står bag arrangementet, imødekommet.

Det oplyser borgmester i Aalborg Kommune Lasse Frimand Jensen (S).

"De imødekom vores ønske. Vi har talt om afviklingen, og det er vi stadig i gang med, men på den baggrund er jeg indstillet på at fastholde støtten," siger han.

Normalt deltager repræsentanter fra den amerikanske ambassade i festlighederne. Det samme gør amerikanske militærfolk.

"Den rene venskabsfest"

Men nu bliver det i stedet et kulturelt arrangement, siger borgmesteren.

"Rebildselskabet har rødder i danskere, der rejste til USA og skabte en fest herhjemme ud fra familiære og nære relationer. Det vender vi tilbage til, frem for at det bliver et officielt arrangement med deltagelse fra den amerikanske stat, forsvar og ambassade. Vi vender tilbage til den rene venskabsfest," siger han.

Borgmesteren understreger dog, at man har været glad for den deltagelse, der har været tidligere fra det officielle USA.

"Det her er ikke møntet på dem, men på det, vi hører fra Det Hvide Hus," siger han med henvisning til USA's præsident, Donald Trump, der ønsker at overtage Grønland.

Aalborg Kommune har årligt 300.000 kroner sat af til støtte til arrangementet. 30.000 kroner af dem går direkte til Rebildselskabet, som arrangerer Rebildfesten.

Sidste år blev der ifølge Nordjyske brugt 269.000 kroner.

Lasse Frimand Jensen siger, at hvis forholdet til USA ændrer sig i en positiv retning inden den 4. juli, så "tager vi det op igen".

"Men situationen skal være radikalt ændret. USA vil have Grønland, og det er ikke fordrende for et godt samarbejde. Det skal ændre sig markant," siger han.

I den forbindelse orienterer kommunen sig meget mod regeringen og Udenrigsministeriets linje, forklarer borgmesteren.

/ritzau/TB

Fik du læst?

Aalborg-borgmester: USA-repræsentanter må ikke deltage i Rebildfesten

Fik du læst?

Borgmester: Rebildfesten bliver taget som storpolitisk gidsel

Sidst opdateret: 15/01/2026 - 09:14

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]