
Henrik Hvenegaard Mikkelsen. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Ny museumsdirektør på plads efter turbulent forløb
Udgivet: 06/01/2026
Museum Sydøstdanmark får en ny direktør. Henrik Hvenegaard Mikkelsen overtager posten fra Keld Møller Hansen, der fratrådte stillingen i juni 2025.
Fratrædelsen skete måneden efter, Keld Møller Hansen tabte en sag om æreskrænkelse i Københavns byret, han selv havde rejst mod byrådsmedlem i Næstved Kommune, Githa Nelander (DF).
Byrådsmedlemmet havde viderebragt anonyme henvendelser om museet på et lukket møde med forvaltningen i Næstved Kommune. Det blev Keld Møller Hansen bekendt med. Henvendelserne drejede sig også om Keld Møller Hansens egen person og flere strafbare forhold.
Retten vurderede, at tre udsagn var egnede til at krænke Keld Møller Hansens ære. Retten fastslog samtidig, at Nelander havde et tilstrækkeligt grundlag for at formidle udsagnene på det lukkede møde, og derfor var de straffri.
"Museum Sydøstdanmark har været gennem en turbulent tid, og det har været vigtigt for bestyrelsen, at en ny direktør kan skabe ro, samling og samarbejde som fundament for museets fortsatte udvikling," skriver Museum Sydøstdanmark i pressemeddelelsen om den kommende direktør.
Henrik Hvenegaard Mikkelsen tiltræder stillingen 1. april 2026. Han kommer fra en stilling som museumsinspektør på Moesgaard Museum.
AØM
Sidst opdateret: 06/01/2026 - 11:14












































