
- Foto: Røde Kors
Kommune og Røde Kors samarbejder om at sikre sårbare ved strømsvigt
Udgivet: 18/12/2025
Viborg Kommune har indgået en aftale med Røde Kors om at hjælpen til sårbare borgere i tilfælde af forsyningssvigt af strøm eller vand.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Målet er, at de frivillige fra Røde Kors kan være et supplement til kommunens hjælp, blandt andet praktisk hjælp på kommunens tilbud og evakueringssteder samt såkaldte ”tryghedsvandringer”, såsom at gå brandvagt. Dertil at håndtere donationer eller spontane frivillige.
"Når vandet eller strømmen forsvinder, påvirker det alt. Det kan skabe utryghed, bekymring og praktiske udfordringer særligt hos borgere i sårbare situationer. Her er det afgørende, at hjælpen kommer hurtigt, og at der er mennesker, som har tid til at lytte og støtte. Jeg er glad for, at Viborg Kommune sammen med Røde Kors kan sikre den hjælp til vores sårbare borgere," siger Kristine Stange, sundhedschef i Viborg Kommune.
Røde Kors’ opgaver i samarbejdet med Viborg Kommune
Tryghedsvandringer hos borgere i eget hjem eller på plejecentre og botilbud, når forsyningssvigt skaber utryghed.
Hjælp på kommunale samlings- og informationscentre.
Håndtering af donationer ved større hændelser.
Koordinering af spontane frivillige.
Deltagelse i kommunens beredskabsøvelser om forsyningssikkerhed.
RMN
Sidst opdateret: 18/12/2025 - 11:27












































