I perioden fra 2020 til 2023 fik en sagsbehandler i Slagelse Kommune benyttet sig af indsatser eller anbragt børn i et tilbud, der blev drevet af vedkommendes ægtefælle.

I perioden fra 2020 til 2023 fik en sagsbehandler i Slagelse Kommune benyttet sig af indsatser eller anbragt børn i et tilbud, der blev drevet af vedkommendes ægtefælle. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kommune undskylder for sagsbehandling i børnesager

En advokatundersøgelse konkluderer, at der er sket fejl i sagsbehandlingen af en række sager i Slagelse Kommune, hvor en sagsbehandler har anbragt børn og unge i sin ægtefælles tilbud. Nu undskylder byråd.

Udgivet: 17/12/2025

Thit Bording

Journalist

Del artiklen:

Slagelse Byråd har givet en officiel undskyldning til de berørte børn og unge i sager om fejl i kommunens sagsbehandling.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

"Byrådet undskylder på vegne af Slagelse Kommune over for de pågældende børn og unge, at der ikke blev sikret habilitet og fulgt systematisk op på, om de fik det rette tilbud i perioden 2020 og frem til og med 2023," lød undskyldningen, der blev fremsagt på et byrådsmøde den 15. december, ifølge pressemeddelelsen.

Sagen omhandler en sagsbehandler i kommunen, der i flere tilfælde i den treårige periode fik igangsat indsatser eller anbragt børn og unge i et tilbud, der blev drevet af sagsbehandlerens ægtefælle. Det oplyses ikke, hvor mange børnesager, der er tale om.

"Det var ikke godt nok"

Det var mediet Frihedsbrevet, der i foråret afdækkende sagen.

Det førte til, at kommunen selv anmodede advokatfirmaet Norrbom Vinding om en uvildig vurdering af habilitetsforholdene og det juridiske grundlag for de socialfaglige afgørelser.

Konklusionen af advokatfirmaets gennemgang er blandt andet "at der ikke har været sikret overholdelse af gældende forvaltningsretlige regler, herunder habilitet", fremgår det af pressemeddelelsen.

Der er sket fejl, og derfor giver byrådet nu undskyldningen, siger formand for socialudvalget Sofie Janning (S) til TV 2 Øst.

"Jeg håber, det kan give noget oprejsning, at vi anerkender, at det, der skete, ikke var godt nok."

Sofie Janning fortæller endvidere, at den pågældende sagsbehandler ikke længere er ansat i kommunen. Dertil har økonomiudvalget valgt at politianmelde sagsbehandleren.

Mens samtlige byrådsmedlemmer stemte for at give den officielle undskyldning, var der ikke samme opbakning til at offentliggøre advokatundersøgelsen. Her stemte seks for og 17 imod, mens syv byrødder undlod at stemme.

Sidst opdateret: 18/12/2025 - 10:46

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]