
- Foto: Forsvaret/Ritzau Scanpix
Nyt center skal opdage hybridangreb døgnet rundt
Udgivet: 15/12/2025
Regeringen vil etablere et situationscenter, som døgnet rundt skal overvåge, opdage og sikre handling mod hybridangreb.
Der er afsat en milliard kroner over fire år, og der tilføres cirka 200 årsværk til Styrelsen for Samfundssikkerhed.
"Når du har det komplette billede af myndighederne på tværs, kan man identificere, at der er noget under opsejling. Så kan myndighederne reagere hurtigere end i dag", siger minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V).
Centeret skal overvåge kritisk infrastruktur som el-, vand- og gasforsyning inklusive søkabler.
Forventningen er, at den hybride trussel vil stige de kommende år, og derfor skal centeret være operativt i løbet af 2026.
Torsten Schack Pedersen henviser til, at Den Nationale Operative Stab i dag varetager den slags i krisesituationer, og at det nye center skal overvåge døgnet rundt og bistå NOST'en.
/ritzau/
Sidst opdateret: 15/12/2025 - 10:39












































