
Genrefoto. - Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Kommuner behandler valgklager
Valget har medført en række klager om blandt andet lange køer, fejl i stemmeoptælling og borgmesters ageren under optælling. De skal behandles op mod fristen i næste uge.
Udgivet: 11/12/2025
Kommunalvalget har givet anledning til klager over lange køer, fejl i stemmeoptælling og endda mistanke om snyd.
Flere kommuner behandler valgklager op mod fristen i næste uge.
Blandt dem er Roskilde Kommune, hvor Økonomiudvalget i går onsdag har sendt en valgklage videre til byrådet. Her er det påklaget, at der har været lange køer ved et valgsted på cirka 150 meter, og at den lange ventetid om eftermiddagen ikke var "tilfredsstillende."
Dog blev valget "gennemført fuldt forsvarligt, men at det naturligvis ikke fuldstændig kan udelukkes, at enkelte borgere forlod valgstedet med eller uden stemmeseddel", står der i referatet.
Også i Københavns Kommune er der kommet klager ind, hvor man har modtaget 19 klager over valget i alt.
Det drejer sig blandt andet om afhjælpning af køer og indretning af konkrete afstemningssteder i forhold til at sikre en mere hensigtsmæssig valgafvikling, står der i referatet.
Ingen af klagerne giver anledning til, at afstemningen skal erklæres ugyldig, eller at et medlems valg er ugyldigt.
Som NB-Kommune har omtalt, har man i Randers Kommune behandlet en klage, hvor et byrådsmedlem ønskede, at stemmer fra et valgsted skulle tælles om, da man allerede havde fundet fejl i stemmerne. Det blev dog afvist af byrådet at lave endnu en omtælling.
Beskylder borgmester for snyd
I en valgklage i Ballerup Kommune beskylder kandidat Serhat Kücükkart (M), den netop genvalgte borgmester Jesper Würtzen (S) for at skulle have talt sin egne stemmer, hvilket er mod reglerne.
Klagen blev behandlet i byrådet, og politikerne så ingen anledning til at gå videre med den, fremgår det af referatet.
"Administrationen har indhentet udtalelser fra Valgstyrerformanden, valgsekretæren og valgassistenten samt en medarbejder fra valgsekretariatet, som deltog i optællingen. Der er ingen af de adspurgte personer, der har observeret adfærd fra borgmesteren, som er i uoverensstemmelse med hverken kommunalvalgloven eller Ballerup Kommunes vejledning for afholdelse af kommunal- og regionalvalg. Administrationen finder på den baggrund, at der ikke er grundlag for yderligere undersøgelser," står der i sagsfremstillingen, som blev godkendt.
Yderst sjældent at kommuner går videre med klager
Valgklager behandles først i den enkelte kommune og kan derefter videregives til Sundheds- og Indenrigsministeriet, hvis de skal behandles yderligere.
NB-Kommune har spurgt ministeriet om hvor mange valgklager, der er blevet indgivet.
Ministeriets fagkontor oplyser, at man først efter de sidste konstituerende møder, der senest skal være afholdt den 15. december, vil have et overblik, men at det er "yderst sjældent", at ministeriet modtager nogen valgklager.
Fejl sker
I flere kommuner har der været fejl i forbindelse med valget, som blev opdaget i forbindelse med valgafviklingen, og dermed opdaget inden en potentiel klage.
I Herning Kommune var der en fejl på stemmesedlen, hvor der manglede en boks til krydset ud for partiet Enhedslisten.
I Helsingør var der en fejl i stemmeoptællingen, som ved det tætte valg blev så markant, at flertallet skiftede.
Reglerne for valgklager i kommunal- og regionalvalgloven
§ 93. Enhver vælger i kommunen henholdsvis regionen kan klage over valget. Klager skal indgives skriftligt til kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet senest ugedagen efter valgdagen. Klager afgøres på et møde, der afholdes snarest efter klagefristens udløb.
Stk. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt en valgt kandidat har mistet sin valgbarhed på grund af straf, jf. § 4, afgøres efter reglerne i § 101.
§ 94. Afgørelser efter § 93, stk. 1, kan indbringes for indenrigs- og boligministeren af enhver vælger i kommunen henholdsvis regionen senest 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt klageren.
§ 95. Hvis den endelige afgørelse af en klage over valget går ud på, at afstemningen erklæres ugyldig, skal der snarest muligt afholdes omvalg.
Stk. 2. Ved omvalg kan kun de personer, der havde valgret og var optaget på valglisten på den almindelige valgdag, afgive stemme. Omvalg afholdes i øvrigt efter samme regler som valget på den almindelige valgdag.
§ 96. Hvis den endelige afgørelse af en klage over valget går ud på, at et eller flere medlemmers valg erklæres ugyldigt, indtræder vedkommende stedfortræder efter reglerne i § 91.
Kilde: Retsinformation
Sidst opdateret: 11/12/2025 - 12:32
Temaer: KV25













































