
- Foto: Aabenraa Kommune
Tidligere borgmester vil i Folketinget
Udgivet: 05/12/2025
Tidligere borgmester og nuværende 2. viceborgmester i Aabenraa, Thomas Andresen (V), vil i Folketinget. Han var borgmester fra 2014 til 2021, og han gik igen efter posten ved KV25. Dog lykkedes det ham ikke at få borgmesterkæden, og derfor stiller han nu op til det kommende folketingsvalg, skriver tvSyd.
"Jeg har fået mange opfordringer gennem tiden til at stille op til Folketinget. Men det er først for alvor blevet et tema, efter jeg ikke kunne vinde borgmesterposten. Det er også et spørgsmål om, at Sønderjylland har fortjent at have et eget folketingsmedlem herfra," siger han til mediet.
Han fik 2042 personlige stemmer ved KV25, og oplyser til mediet, at han vil udtræde af byrådet, hvis han bliver valgt ind i Folketinget.
Venstre gik tilbage i Aabenraa, men blev det største parti med 22,8 procent af stemmerne. Jan Riber Jakobsen (K) fik genvalg som borgmester.
RMN
Sidst opdateret: 05/12/2025 - 10:28












































