
- Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Kristendemokraterne går med i konstituering i Ringkøbing-Skjern
Udgivet: 04/12/2025
I Ringkøbing-Skjern Kommune er Kristendemokraterne gået med i konstitueringen af Venstres Lone Andersen som borgmester.
Det skriver TV Midtvest på baggrund af en pressemeddelelse.
Dermed har Lone Andersen 20 mandater bag sig, der foruden KD og V også omfatter K, S og SF.
Ifølge mediet bliver det Kristendemokraternes Kristian Andersen, der bliver 1. viceborgmester, mens SF's Niels Kristian Larsen bliver 2. viceborgmester.
Udmeldingen kommer efter flere dages forhandlinger mellem konstitueringspartierne og KD. Danmarksdemokraterne deltog oprindeligt også i forhandlingerne, men meldte sig ud tidligere på ugen.
Siden kommunalvalget den 18. november har flere personer været i spil som Ringkøbing-Skjerns kommende borgmester.
Først kunne DD's Mads Fuglede erklære sig borgmester, men han blev kuppet af Lennart Qvist fra De Konservative, der senere selv måtte afgive borgmesterkæden til Lone Andersen.
TB
Sidst opdateret: 04/12/2025 - 11:47
Temaer: KV25













































