
- Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen indrømmer at hun begik en fejl i valgkampen
Socialdemokratiets valgresultat skal evalueres grundigt, og kritik af formanden er velkommen, udtaler hun.
Udgivet: 29/11/2025
Statsminister Mette Frederiksen (S) har ikke sagt mange ord efter kommunalvalget for halvanden uge siden, men fredag har den socialdemokratiske formand skrevet et længere opslag på Facebook, hvor hun deler sine tanker om Socialdemokratiets skuffende valg og årsagerne til det.
"I sidste uge fik vi åbenlyst ikke det valg, vi drømte om som socialdemokrater. Forklaringerne er mange. Hver af jer, der denne gang har ladet jeres stemme gå til et andet parti, I har sikkert jeres egen version. Jeg kan ikke svare hver enkelt, selv om jeg gerne ville", skriver Frederiksen.
Statsministeren indrømmer, at hun under valgkampen til kommunalvalget begik en fejl. Hun henviser til et interview med influencer Frede Dyrnesli, hvor hun fik sagt, at en aldersgrænse på sociale medier - nærmere bestemt TikTok i dette tilfælde - var vigtigere end stigende fødevarepriser.
"I valgkampen deltog jeg i mange interviews. Et af dem var i et format, jeg ikke havde prøvet før på sociale medier. Lidt hurtigere og skarpere. Der begik jeg en fejl om stigende fødevarepriser kontra en aldersgrænse på de sociale medier. Den har nogle af jer nævnt for mig. Jeg skulle have sagt, at sådan kan man ikke stille det op. For begge dele er vigtige. Det fik jeg ikke gjort i situationen. Så lad mig svare rigtigt nu: Her og nu skal danskere have styrket privatøkonomien. Det er en bunden opgave. Punktum", skriver statsministeren.
Valgresultatet skal evalueres grundigt
Hun skriver desuden, at der er igangsat en grundig evaluering af Socialdemokratiets valgresultat, som bød på tilbagegang og var skuffende for regeringspartiet.
"Et valgresultat som dette kalder selvfølgelig på en grundig evaluering. Den har vi sat i gang. Vi taler med vores kandidater, vi kigger ned i tallene, vi lytter ikke mindst til jer, der denne gang valgte et andet parti, og vi drøfter det i vores folketingsgruppe og hovedbestyrelse", skriver hun.
Statsministeren skriver også, at hun er modtagelig for kritik af sin rolle i tilbagegangen.
"Jeg vil gerne sige det meget klart til vores parti: Al kritik er velkommen - også af mig. Til det nytårsmøde, vi altid har i starten af et nyt år - denne gang er det 17. januar - samler vi op og konkluderer", skriver hun.
Socialdemokratiet er fortsat landets største parti, men det gik tilbage i 87 ud af 98 kommuner, og man mister 18 borgmesterposter.
Torsdag bragte DR en historie om kritik fra dele af baglandet af Frederiksen som S-formand, og fredag præsenterede DR en meningsmåling fra Epinion, der viste, at blot 17,5 procent ville sætte deres kryds ved Socialdemokratiet, hvis der var folketingsvalg i dag.
"Er fødevarepriser og et fejlslagent interview så den primære forklaring på valgresultatet? Så langt fra. Men jeg tror på, at det er én af de mange årsager, der er. Jeg vil i hvert fald være varsom med at konkludere for hurtigt. I en valgkamp taler vi politikere meget. Nu er det tid til at lytte. Og overveje, hvad vi socialdemokrater skal gøre bedre for igen at vinde flere danskeres tillid", skriver Frederiksen.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/11/2025 - 16:20












































