
- Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Tidligere overborgmester skal sunde sig efter S-tilbagegang
Udgivet: 21/11/2025
Det gør ondt at gå tilbage som parti, lyder det fra social- og boligminister og tidligere overborgmester i København Sophie Hæstorp-Andersen (S) i et opslag på Facebook, efter Socialdemokratiets vælgerlussing ved tirsdagens kommunalvalg.
"Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg har brug for at sunde mig og slikke sårene i de her dage. Sådan er vi mange socialdemokrater, der har det. Men så skal vi rejse os, og slå lyttebøfferne ud. For at lytte til valgets tale, ja. Men vigtigere endnu er det, at vi lytter til dig og de andre de ude i de lokale valgkredse, som denne gang valgte Socialdemokratiet fra og andre til," lyder det blandt andet i opslaget.
Ved KV25 gik Socialdemokratiet tilbage, men blev alligevel det største parti med lidt over 23 procent af stemmerne på landsplan. Partiet har tabt mange borgmesterposter - herunder overborgmesterposten i København, hvor S ellers har siddet på magten siden dens oprettelse i 1938.
Ligeledes har valgvinden heller ikke været med Socialdemokratiet ved regionsrådsvalget, hvor partiet kun sikrede sig formandsposten i den kommende Region Østdanmark, der er en sammenlægning af Region Hovedstaden og Region Sjælland, mens Venstre snuppede formandsposten i de resterende tre regioner.
Før valget havde S flertallet i regionerne med tre regionsformænd mod Venstres to.
TB
Sidst opdateret: 21/11/2025 - 11:46
Temaer: KV25













































