
Steen Christiansen (S) endte med at give sin borgmesterpost til De Konservative efter SF og Enhedslisten ikke ville støtte ham trods rødt fletal i kommunen. Spørgsmålet er ikke alene om SF og Enhedslisten fortyder, at de på den måde har sat en konservativ i bogmsterstolen, men også om Steen Christiansen vil løbe fra en konstitueringsaftale. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Her er chancen størst for at konstitueringen falder fra hinanden
Der plejer altid at være en eller flere konstitueringsaftaler, som bryder sammen inden afgørende afstemning i byrådet. NB-Kommune giver her vores bud på de fem mest sårbare aftaler.
Udgivet: 21/11/2025
Selvom konstitueringerne snart er på plads i alle kommuner, så kan byrådene tidligst 1. december holde den formelle afstemning. Derfor er der i alle partier en øget opmærksomhed på, hvilke konstitueringer, som der er størst mulighed eller risiko for bryder sammen inden byrådets formelle afstemning.
Når byrådet senest 15. december formelt har konstitueret sig, så kan det ikke ændres, medmindre en borgmester forlader sin post frivilligt.
NB-Kommune har talt med kilder i de politiske partier, og ud fra det peger vi på følgende fire kommuner, som man skal følge med særlig opmærksomhed.:
Ringkøbing-Skjern
Her er der uro i SF, hvor lokalforeningsformanden har forladt partiet i protest mod, at SF gennem konstitueringen har været med til at bringe en kandidat fra Danmarksdemokraterne ind i borgmesterkontoret.
Hvis SF løber fra aftalen, så er vejen banet for, at et eller flere af de øvrige partier kan følge efter, og så kan både Venstre og Konservative komme i spil. Det bemærkes i den sammenhæng, at både Venstres og De Konservatives landsorganisationer og centrale politikere har fået et øget fokus på ikke at generere hinanden, men tværtimod gøre alt for at opbygge fundamentet under en genopbygning af den traditionelle VK-alliance.
Albertslund
Konstitueringsaftalen i den røde kommune er sårbar, fordi det reelt er SF, som gennem et bastant krav om borgmesterposten har sikret en konservativ borgmester på bekostning af socialdemokraten Steen Christiansen. Der er landspolitik i sagen, og selv om SF'erne ikke mener, at de skylder Socialdemokratiet noget, så har begge partier i det lange perspektiv en interesse i, at konflikterne mellem S og SF ikke kommer ud af kontrol.
Spørgsmålet er ikke alene om SF og Enhedslisten fortryder, at de på den måde har sat en konservativ i borgmesterstolen, men også om Steen Christiansen vil løbe fra en konstitueringsaftale. S og SF er i åbenlyst skænderi om forløbet, og det kan formentlig øge sandsynligheden for, at aftalen holder.
Viborg
Her har blandt andet Danmarksdemokraterne gjort Venstres spidskandidat Katrine Fusager Rohde til borgmester. De Konservative var valgets store vinder i Viborg, og de tilbød angiveligt Danmarksdemokraterne fuldt stop for VE-projekter i kommunen, men det blev afvist af Danmarksdemokraterne, der har den tidligere Konservative borgmester Torsten Brask Møller Nielsen som spidskandidat. Der spekuleres i, om Danmarksdemokraterne har fået samme garanti med i den skriftlige konstitueringsaftale. Og hvis ikke, om det kan skabe uro i Danmarksdemokraternes bagland.
Faxe
Et godt kendemærke på ustabile konstitueringsaftaler er normalt, at et eller flere partier har været med til at give borgmesterposten til et parti, som ligger langt væk rent politisk. Derfor bliver der holdt nøje øje med aftalen i Faxe kommuner, hvor Mikkel Billis Dam, Liberal Alliance, blev borgmester med afgørende støtte fra SF og Enhedslisten.
Middelfart
Konstitueringen i Middelfart er pr. definition ustabil, fordi den hviler på et frafaldent socialdemokratisk byrådsmedlem Ulla Sørensen, som i de kommende dage og uger vil komme under et massivt pres fra tidligere politiske fæller og vælgere. I går, torsdag, var der eksempelvis en demonstration med mere end 100 borgere foran rådhuset mod Ulla Sørensens partihop fra Socialdemokratiet til Venstre. Det er set før, at et sådant pres kan få politikere til at skifte holdning eller trække sig ud af politik. I så fald vil alt være åbent i Middelfart igen.
Sidst opdateret: 21/11/2025 - 10:26
Temaer: KV25













































