Flest danskere vil have en V-borgmester efter nytår

Målt på antallet af indbyggere kommer det nye kuld Venstre-borgmestre til at matche Socialdemokratiet efter nytår. I dag bor næsten 60 procent af danskerne i en kommune med S-borgmester - det ændrer sig drastisk.

Udgivet: 21/11/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Obs.: Siden denne artikel blev udgivet, er konstitueringsaftaler i Lemvig og Slagelse blevet droppet, hvilket har kostet Venstre to borgmestre - og den smalle overhånd i opgørelsen baseret på indbyggertal. NB-Kommune opdaterer artiklen, når konstitueringerne ligger fast midt i december.

Flere danskere vil efter nytår have en Venstre-borgmester end en S-borgmester. Selvom Socialdemokratiet høstede flest stemmer og mandater på landsplan, er forhandlingerne - som status er fredag 21. november - faldet sådan ud, at Venstre ikke bare løber med klart flest borgmesterposter, men samtidig overgår Socialdemokratiet, hvad angår antallet af borgere med bopæl i borgmesterpartiernes kommuner. 2,13 millioner danskere vil bo i en Venstre-kommune efter nytår.

59 procent af indbyggerne bor aktuelt i en kommune med S-borgmester. Denne andel falder til under 34 procent, hvis konstitueringsaftalerne holder. Det svarer til, at en fjerdedel af danskerne (netto) stopper med at bo i socialdemokratisk ledet kommune.

Det spektakulære fald påvirkes selvfølgelig meget af SF's valgsejr i København, men også Randers, Næstved og Gladsaxe (alle med over 70.000 indbyggere) er blandt landets 20 mest folkerige kommuner. Dertil kommer S-nederlagene i mellemstore provinskommuner som Hillerød, Holstebro, Frederikshavn og Fredericia.

Venstre står til at komme i spidsen for 2,13 millioner danskere på tværs af 42 kommuner. I de 26 socialdemokratiske kommuner bor 2,04 millioner. Der er tale om en enorm forskydning i forhold til borgmesterfordelingen med de nuværende byråd, som det ses i diagrammet herunder.

I skrivende stund mangler der fortsat en afklaring i Lolland Kommune, hvorfor man ikke kan udelukke, at Holger Schou Rasmussen (S) kan fortsætte som borgmester.

Borgmesterfordelingen ligger først endeligt fast efter de konstituerende byrådsmøder, men selv hvis S skulle lykkes med at tilbageerobre Middelfart, som er en af de kommuner, hvor flertallet synes mest porøst, vil Venstre-kommunerne stadig huse flere danskere.

I alt kommer borgmesterposten til at skifte parti i 31 eller 32 kommuner efter nytår. I ti tilfælde må socialdemokrater aflevere pladsen for bordenden til en venstremand eller -kvinde.

Fik du læst?

Venstre dominerer kommunalvalget med 42 borgmesterposter

Sidst opdateret: 24/11/2025 - 10:54

Temaer: KV25

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]