Mette Reissmann (tv.) og Yildiz Akdogan (th.

Mette Reissmann (tv.) og Yildiz Akdogan (th. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Fem socialdemokrater går efter dobbeltmandater trods partiforbud

Udgivet: 17/11/2025

Del artiklen:

På trods af at Socialdemokratiet sidste år vedtog at holde fast i et over 50 år gammelt forbud mod at have dobbeltmandater, stiller fem medlemmer af folketingsgruppen op ved kommunalvalget tirsdag.

Én af de fem er Mette Reissmann, som i 2022 blev valgt ind i Folketinget. Hun gik dengang på orlov fra arbejdet i Københavns Borgerrepræsentation, men hun vil nu vælges kommunalt igen. Også selv om hun endnu ikke ved, om hun bliver nødt til at søge orlov igen, hvis hun bliver valgt.

"Hvis jeg ikke får den dispensation, som hovedbestyrelsen i København bakker op om, så må jeg jo søge orlov til borgerrepræsentationen igen. Jeg forlader ikke Folketinget før tid", siger hun.

Det er Socialdemokratiets overordnede hovedbestyrelse med partiformand Mette Frederiksen for bordenden, der skal give dispensation til, at Mette Reissmann kan få lov til at besidde et dobbeltmandat.

Partifællen Yildiz Akdogan har heller ikke fået dispensation endnu. Hun overtog i maj folketingsmandatet fra Pernille Rosenkrantz-Theil, som går efter at blive overborgmester i København og derfor udtrådte af Folketinget. Hun har i øjeblikket orlov fra Borgerrepræsentationen i København, men stiller op ved kommunalvalget.

Tre socialdemokrater i Folketinget har fået dispensationen fra hovedbestyrelsen:

Det gælder Louise Mehnke, der sidder i byrådet i Fredensborg Kommune og er i gang med sin anden periode som stedfortræder for Fie Hækkerup i Folketinget.

Morten Klessen overtog i februar folketingsmandatet fra Rasmus Prehn. Han stiller op til kommunalvalget i Jammerbugt Kommune, men har meddelt, at han ikke stiller op ved næste folketingsvalg.

Samme situation står Socialdemokratiets længstsiddende nuværende medlem af Folketinget, Bjarne Laustsen, i. Han stiller op til byrådet i Rebild Kommune og har meddelt, at han udtræder af Folketinget ved næste folketingsvalg.

/ritzau/

Sidst opdateret: 17/11/2025 - 11:13

Temaer: KV25

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]