NB-Kommune vurderer, at slaget kommer til at stå mellem V-borgmester Klaus Hansen (tv.) og De Konservatives Andreas Karlsen (th.).

NB-Kommune vurderer, at slaget kommer til at stå mellem V-borgmester Klaus Hansen (tv.) og De Konservatives Andreas Karlsen (th.). - Foto: BeFunky: Klaus Hansen: Venstre. Andreas Karlsen: Folketinget.

Syv borgerlige partier vil afsætte V-borgmester

TOP 20: I Ringsted Kommune ønsker syv borgerlige partier en ny retning for Ringsted efter flere perioders samarbejde mellem S og V. Andreas Karlsen (K) er udpeget som den store udfordrer til borgmester Klaus Hansen (V).

Udgivet: 13/11/2025

Adam Østergaard Meijer

Journalist

Del artiklen:

Ringsted har brug for ny borgmester, mener en borgerlig koalition i Ringsted bestående af syv partier udenom Venstre.

Derfor peger de i fællesskab på De Konservatives Andreas Karlsen som erstatning for den siddende borgmester, Klaus Hansen (V).

Venstre har ved to valg i træk sikret sig borgmesterposten med hjælp fra Socialdemokratiet og SF, og nu vil Socialdemokratiets nye spidskandidat, Mette Ahm-Petersen, selv være borgmester.

Men borgmester Klaus Hansen er ikke klar til at afgive posten, som han overtog i februar 2024 fra Henrik Hvidesten (V), der trådte tilbage på grund af en sag om upassende adfærd ved Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg.

De Konservative er gået frem i Epinions meningsmåling for Constructive Institute, hvor Venstre og Socialdemokratiet er gået tilbage. Ved sidste valg var De Konservative allerede lige så store som Venstre.

Alene De Konservative, LA, DF, og Danmarksdemokraterne står tilsammen til 48,5 procent af stemmerne ifølge meningsmålingen.

Dermed er banen kridtet op, og Venstre kan håbe på, at de øvrige borgerlige partier ikke får mandater nok til at udgøre en trussel for samarbejdet med Socialdemokratiet og SF, så de kan invitere de borgerlige partier ind uden afgørende kort på hånden.

Artiklen her er en beskrivelse af, hvad der er på spil i Ringsted Kommune, som vi anser for at blive et af de mest spændende opgør i valgkampen ifølge NB-Kommunes prognose og top 20. Læs de 19 andre beskrivelser i vores top 20 her.

Fakta

Valgforbund i Ringsted Kommune

  1. Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten

  2. De Konservative, Nye Borgerlige, Kristendemokraterne, Liberal Alliance, DF, Danmarksdemokraterne og Landsbylisten

  3. Venstre og Det Nære Parti

Ønsker ny retning

Andreas Karlsen har, udover sit eget, seks borgerlige partier i ryggen, der peger på ham som borgmester. De ønsker en ny politisk ledelse.

“Vi synes, at det er tid til større ambitioner på en række områder - med den måde vi laver politisk interessevaretagelse på, vores økonomistyring, vores folkeskoler, trafikplanlægning. En lang række områder, hvor vi kan gøre det bedre,” siger han.

Fra borgerne hører han det samme ønske, fortæller han.

Det er dog ikke den opfattelse borgmester Klaus Hansen får, når han møder borgerne.

“Jeg synes tværtimod, at der er rigtig mange, der giver udtryk for, at man oplever en tryg og velfungerende kommune, der er præget af stabilitet. Så dér oplever jeg nærmest det modsatte,” siger han.

Men Andreas Karlsen er ikke ultimativ i sit ønske om en ny borgmester. Han ønsker først og fremmest at invitere Venstre indenfor i et bredt samarbejde og muligvis også et rødt parti, hvis han selv sidder for bordenden.

Men kan han ikke selv blive borgmester, er der også en anden mulighed.

“Så vil det være nærliggende at pege på den nuværende borgmester,” siger han. 

Hvordan hænger det sammen med ønsket om en ny retning? 

“Det hænger sådan sammen, at der er seks partier, der har peget på os som nyt borgmesterparti. Hvis borgerne giver mandat til det, og hvis Venstre har lyst til også at bakke op omkring mig, så er jeg klar til at tage det politiske ansvar for os. Men giver borgerne ikke mandat til, at jeg skal være borgmester, så skal vi jo stadig søge den indflydelse, vi kan,” siger Andreas Karlsen.

Vil være første S-borgmester i 20 år

Socialdemokratiet har ikke haft borgmesterposten i Ringsted, siden Benny Christensen fik den ved valget i 2001.

Nu er det på tide, mener Mette Ahm-Petersen. Hun tør ikke drømme om et rent rødt flertal i den blå kommune, men hun håber, at hun kan få borgerlige partier til at pege på hende som borgmester.

Det udelukker Andreas Karlsen på De Konservatives vegne med henvisning til, at der ikke kan skrives mange sider om de to partiers samarbejde.

Mette Ahm-Petersen håber også, at samarbejdet med Venstre og SF kan fortsætte efter valget.

"Om det fortsætter i den rene version, eller om der skal andre partier med ind over, kommer jo an på stemmerne. Vi har et rigtig godt og tillidsfuldt samarbejde med både Venstre og SF, så dem ser vi klart som nogle af dem, der kan være med i en konstitueringsaftale," siger hun.

Klaus Hansen klapper hesten og ser tiden an, men hvor Andreas Karlsen ønsker fornyelse, vil borgmesteren have mere af det samme med sig selv i spidsen.

"Den linje, hvor vi har samarbejdet bredt over midten, ønsker jeg at fortsætte," siger han og fortsætter:

“I første omgang må vi have respekt for, at det er borgerne, der sammensætter byrådet, og så må vi efterfølgende drøfte, hvilke mulige scenarier, der kan være.”

Sådan fordeler de 21 mandater sig

Ved KV21:

Socialdemokratiet: 4

Det Konservative Folkeparti: 6

Nye Borgerlige: 1

SF: 2

DF: 1

Venstre: 6

Enhedslisten: 1

I dag:

Socialdemokratiet: 3

Det Konservative Folkeparti: 5

Nye Borgerlige: 1

SF: 2

DF: 1

Venstre: 7

Enhedslisten: 1

Løsgænger: 1

Sidst opdateret: 13/11/2025 - 12:28

Temaer: Top 20 KV25-opgør

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]