
- Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Tag med en forælder i stemmeboksen og få fri fra skole
Udgivet: 06/11/2025
I Assens Kommune tilbydes skolebørn at få fri i den første undervisningstime på valgdagen, men det er betinget af, at de gør en forælder selskab på valgstedet.
Kommunen ønsker at gøre det lettere for familier at stemme sammen. Og samtidig skal det styrke børnenes demokratiske dannelse.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
"Vi vil gerne bakke op om, at så mange børn og unge som muligt, som en del af deres demokratiske dannelse, får mulighed for at opleve valget sammen med deres forældre. Og for mange af os, hænger det bedre sammen at stemme tidligt på dagen, inden hverdagens mange gøremål og uforudsigeligheder kommer i vejen,” siger chef for Dagtilbud og Skole, Espen Fossar Andersen.
Tiltaget har også til formål at styrke valgdeltagelsen på sigt. Forskning viser nemlig, at der er 30 procent større chance for, at børn kommer til at stemme, hvis deres mor også gør.
Valgdeltagelsen i Assens Kommune er faldet fra 76,1 procent i 2017 til 70,1 procent i 2021.
Det er kun børn, der endnu ikke kan læse, der må gå med hele vejen ind bag forhænget i stemmeboksen. Børn i skolealderen skal vente uden for forhænget.
AØM
Sidst opdateret: 06/11/2025 - 12:22
Temaer: KV25













































