- Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Fonde holder hånden under skoleøkonomi

En hel del kommuner driver ikke længere deres skoler alene på skattekroner, viser ny kortlægning. Ideen om, at fonde skal være 'flødeskum', der kan supplere den offentligt finansierede folkeskole, bliver lidt udfordret, siger forsker.

Udgivet: 29/10/2025

Del artiklen:

Kommunerne har samlet set skaffet ekstra mindst 360 millioner kroner til skolerne fra 2022 til 2024.

Og mens nogle kommuner har modtaget millioner, har andre kommuner ikke søgt om en eneste krone.

Det viser kortlægningen, som Fagbladet Folkeskolen har foretaget på baggrund af svar fra 91 kommuner.

Kommunernes svar viser, at flest fondspenge er havnet i landets næststørste kommune, Aarhus, der har hentet 35 millioner kr. Næstflest fondsmidler er havnet i Morsø, der på tre år har formået at skaffe tæt på 18 millioner kroner ekstra til sine fem folkeskoler. Med 16 millioner fra Lego Fonden er Billund det sted i landet, hvor der er tikket tredje flest fondskroner ind i de tre år.

Otte ud af ti fondskroner er havnet hos en fjerdedel af landets kommuner. Et tilsvarende antal kommuner svarer, at de ikke har modtaget nogen fondskroner i den treårige periode. De har dog ikke overblik over, om enkelte af deres skoler selv har søgt fondene om en økonomisk hånd.

Fagbladet har forelagt kortlægningen for professor i økonomistyring på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh. Han er overrasket over, at der er så stor forskel på antallet af fondskroner, der er endt i de enkelte kommuner.

”Når man gør det op i forhold til antallet af elever, er forskellen endda meget større. Så blegner det fuldstændig, at man i København har modtaget 15 millioner i forhold til Morsøs 18 millioner. Når vi ser beløb af den størrelse igennem en årrække, så betyder det virkelig noget for kommunaløkonomien,” siger han.

En forsker i fondenes indtog på skoleområdet, ph.d. Lucas Cone, Københavns Universitet, er ikke overrasket over, at mange kommuner er begyndt at arbejde systematisk med at skaffe fondspenge til deres skoler.

”Det er interessant at se variationen i de ting, som der gives penge til. Det bliver meget tydeligt, at idéen om, at fonde skal være en eller anden form for flødeskum, der kan supplere den offentligt finansierede folkeskole, bliver lidt udfordret, når mange af midlerne går til basale ting som lokaler og materialer til undervisning,” siger han og tilføjer:

"Som skoleforsker tænker jeg: Meget af det her er ikke noget, det bør være nødvendigt at søge om fondsmidler til at dække. Det hører ind under, hvad vi bør kunne tilbyde alle børn uafhængigt af, hvor god man er til at søge midler, eller hvad fondene vælger at prioritere.”

SA

Sidst opdateret: 29/10/2025 - 12:40

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]