
- Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Kommuner rykker ind på uddannelser for at få flere unge til at stemme
Udgivet: 21/10/2025
I Køge Kommune har Økonomiudvalget afsat 80.000 kroner til at at få flere unge til at stemme. Pengene skal blandt andet gøre det muligt for unge at stemme, mens de er i skole.
Derfor kører en såkaldt brevstemmebil med afgang fra Køge centrum torsdag den 13. oktober rundt til tre forskellige uddannelsessteder i kommunen.
I bilen vil det være muligt for de unge at afgive brevstemmer. Den holder ved hvert sted i to timer.
Det skriver Køge Kommune i en pressemeddelelse.
Kommunen afholder også en konkurrence, hvor det gælder om at lave et kreativt produkt, der kan motivere andre unge til at stemme. Førstepræmien er et gavekort på 6.000 kroner.
Men Køge er ikke den eneste kommune, der går direkte efter ungdomsuddannelserne.
Også i Nordfyns Kommune bliver det muligt for gymnasieelever at stemme i skoletiden. Elever, og for den sags skyld også lærere, på Nordfyns Gymnasium får mulighed for at stemme på skolen allerede den 22. og 23. oktober mellem klokken 08:30 og 12:30.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
AØM
Sidst opdateret: 21/10/2025 - 11:36
Temaer: KV25













































