
"Vi arbejder nu på en model, der fokuserer alene på den højt specialiserede del af handicapområdet og ikke hele det specialiserede socialområde. Derudover skal modellen ikke øge antallet af administrative årsværk i staten," siger Sophie Hæstorp Andersen. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)
Socialminister: Derfor er der færre penge til specialeplanen
Specialeplanen på socialområdet skrumper med næste 50 millioner til næste år, viser finansloven. Det skyldes blandt andet frygten for bureaukrati, siger ministeren.
Udgivet: 10/10/2025
Specialeplanen bliver væsentligt mindre end oprindeligt planlagt. Regeringen har nemlig reduceret den faste bevilling til specialeplanen på finansloven med flere millioner.
NB-Social har sammenlignet finanslovsforslaget for 2025 med forslaget for 2026.
Der skulle bruges næsten 140 millioner på specialeplanen i 2026, mens det tal nu er reduceret til 89,5 millioner, hvilket er næsten 50 millioner færre. I 2027 og 2028 var der oprindeligt meningen, der skulle bruges 78,2 millioner, men nu er det henholdsvis 62,5 millioner og 62,1 million.
”Vi står i dag i en anden situation end man gjorde den gang, da midlerne til specialeplanlægning blev afsat på finansloven for 2022. Der har været behov for at gentænke modellen," siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen i en skriftlig kommentar til NB-Social og fortsætter:
"Vi arbejder nu på en model, der fokuserer alene på den højt specialiserede del af handicapområdet og ikke hele det specialiserede socialområde. Derudover skal modellen ikke øge antallet af administrative årsværk i staten. Med så stor en ændring af socialområdet, giver det god mening, at udrulning sker mere trinvist. Så vi står ovenpå de første erfaringer på handicapområdet. Det er også derfor, at vi har aftalt at se videre på, om specialeplanlægning på sigt skal udvides til andre områder. Jeg ser frem til at drøfte modellen med partierne her i efteråret".
Sidst opdateret: 10/10/2025 - 11:41












































