Heidi Boss Nyby vil alligevel ikke stille op for Venstre i Fredensborg, men det er for sent at lave om på.

Heidi Boss Nyby vil alligevel ikke stille op for Venstre i Fredensborg, men det er for sent at lave om på. - Foto: BeFunky: Heidi Boss Nyby: Fredensborg Kommune. Venstre-logo: Venstre.

Kandidat trækker sig – men står stadig på stemmesedlen

Venstre i Fredensborg er blevet en kandidat fattigere, men hun kommer stadig til at stå på stemmesedlen og kan derfor også få stemmer og blive valgt.

Udgivet: 08/10/2025

Adam Østergaard Meijer

Journalist

Del artiklen:

'Heidi Boss Nyby har trukket sig fra Venstres kandidatliste til KV25'. Sådan skriver Venstre i Fredensborg Kommune på Facebook.

Men hun står stadig på kandidatlisten. For det har ikke været muligt at fjerne det nuværende byrådsmedlem fra listen inden deadline.

Selvom fristen for at indlevere nye kandidatlister først udløb den 6. oktober, så var der den 16. september allerede frist for de partier med kandidatlister, der ønskede at blive fritaget for kravet om 'stillere', som er minimum 25 underskrifter fra personer, der ikke selv står på listen.

Og derfor har Venstre i Fredensborg været for sent ude. De fik nemlig først beskeden om, at Heidi Boss Nyby ikke havde lyst til at stille op alligevel, den 19. september. Det fortæller spidskandidat for Venstre i Fredensborg, Mie Stattau.

"Vi er ærgerlige over, at Heidi har trukket sig som kandidat, og vi er også ærgerlige over, at hun ikke kan komme af den officielle valgliste. Det er vi desværre kommet for sent til," siger hun til NB-Kommune.

Kommunaldirektør i Fredensborg Kommune, Mads Toftegaard, fortæller, at Venstre først rettede henvendelse til kommunen den 1. oktober. Herefter gik de i gang med at undersøge mulighederne for at fjerne Heidi Boss Nyby fra listen, men måtte konstatere, at det ikke var muligt.

”Administrationen har efter henvendelse fra Venstre afsøgt alle muligheder for at imødekomme ønsket om at ændre i kandidatlisten. Administrationens vurdering var (og er), at det på tidspunktet for henvendelserne ikke var muligt inden for valglovens rammer, og herunder at der ikke var dispensationsmulighed,” udtaler Mads Toftegaard i et skriftligt svar.

Kan stadig vælges

Selvom Heidi Boss Nyby ikke ønsker at blive valgt, kan det stadig lade sig gøre. Hun står på kandidatlisten og kan modtage stemmer ligesom alle andre.

Hvis hun bliver valgt, har hun pligt til at påtage sig opgaven, men hun kan anmode om at udtræde på det første møde i kommunalbestyrelsen, hvis der er en gyldig grund.

Ved sidste kommunalvalg blev Heidi Nyby Boss valgt ind for De Konservative med 364 stemmer. Tredjeflest stemmer i partiet. Siden har hun skiftet til Venstre efter en periode som løsgænger.

I Venstre regner man dog ikke med, at hun bliver valgt, men Mie Stattau sender alligevel en appel til vælgerne.

"Vi har jo meldt det ud offentligt, og hun er taget af diverse medier og bliver ikke annonceret, og Heidi kommer heller ikke til at føre valgkamp. Selvfølgelig er hun nu aktiv byrådsmedlem og kan have nogle faste vælgere, men jeg håber på, at de ser det, så de finder en anden god kandidat," siger hun.

NB-Kommune har forsøgt at få en kommentar fra Heidi Boss Nyby om årsagen til, at hun ikke stiller op, men det har ikke været muligt.

Sidst opdateret: 08/10/2025 - 12:17

Temaer: KV25

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]