
De to partier kunne godt have stillet op i flere kommuner, hvis de ikke havde afvist så mange ansøgere. - Foto: Britt Bager: Moderaterne. Steen Thomsen: Danmarksdemokraterne.
De to nye partier til KV25 gør status på kandidatlisterne
Så oprandt dagen, hvor der er deadline for at indlevere kandidatlister til kommunalvalget. De nye i klassen, Danmarksdemokraterne og Moderaterne, har gennemtjekket deres kandidater.
Udgivet: 30/09/2025
På slaget 12 i dag var der deadline for at indlevere kandidatlister til kommunalvalget.
Danmarksdemokraterne og Moderaterne blev begge stiftet i 2022, og derfor er det første gang, de stiller op til kommunalvalget, selvom de allerede er repræsenteret i en del byråd.
Danmarksdemokraterne stiller med 387 kandidater fordelt på 82 kommuner. Moderaterne stiller med cirka 270 kandidater i lidt færre kommuner – nemlig 71.
"Det er ikke sådan, at vi ikke ønsker at være opstillet i alle 98, men i betragtning af, at vi er et nyt parti med tre år på bagen, så er vi nok egentlig selv lidt positivt overraskede over, at det lykkedes at stille op i 82 kommuner," siger Steen Thomsen, der er partisekretær i Danmarksdemokraterne, til NB-Kommune.
Tidligere på måneden stod Moderaterne til at have kandidater i 73 kommuner. Men siden har et byrådsmedlem forladt partiet, og i et andet tilfælde har man måttet meddele en kandidat, at vedkommende ikke skulle stille op for partiet alligevel.
I partiet har arbejdet med at godkende nye kandidater pågået helt frem til deadline, og derfor var det præcise tal heller ikke helt afgjort, da NB-Kommune talte med partisekretær Britt Bager lidt tidligere i dag.
"Vi sidder faktisk stadig og godkender, fordi der først er frist klokken 12. Jeg synes, at vi har fået flere kandidater rundt omkring, end vi havde turde håbe på. Det har aldrig været et mål at opstille i hele landet, for det vidste vi godt, at vores parti ikke har profil til eller er gammelt nok til. Så vi har fokuseret mere på kvalitet end kvantitet," siger Britt Bager til NB-Kommune.
Et stort arbejde
Partierne har længe været i gang med at finde kvalificerede kandidater, der er blevet målt og vejet. Det er store apparater, der bliver sat i gang for at beslutte, om en kandidat egner sig til at være opstillet eller ej.
"Det er et stort arbejde, og der har de lokale jo gennemtrawlet medlemslisten og kontaktet relevante emner. Alle kandidater, der vil være kandidat, har udfyldt et ansøgningsskema, som de har sendt ind, som dels har været i det lokale aktivitetsudvalg, og dels har været i et centralt valgudvalg, hvor vi tjekker, at kvaliteten er ok," siger Steen Thomsen.
I Moderaterne, hvor Britt Bager har været partisekretær siden marts, har det også været en omfattende og langvarig proces at finde kandidater.
"Jeg startede først i marts, og der var vi i fuld gang. Der var allerede omkring 180 kandidater, så vidt jeg husker," siger hun og fortsætter:
"Det er en grundig ansættelsesproces. De har udfyldt et længere ansøgningsskema omkring, hvad de laver, hvad deres motivation er, deres mærkesager, hvor længe de har været medlem, deres politiske erfaring og lidt omkring, hvad deres holdninger er. Så bliver de interviewet, og hvis der er tvivl, bliver de interviewet flere gange. I sidste ende bliver de godkendt af hele hovedbestyrelsen."
Skørhedsfaktor på nul
Mulige kandidater har fået undersøgt deres baggrund for dels kriminelle forhold, men man har også kigget på, hvilke uoverensstemmelser de tidligere har haft i andre partier, og hvordan de tidligere har ytret sig.
Steen Thomsen fortæller, at de blandt andet vurderer ansøgere på, om de er for skøre til at stille op for partiet.
"Vi kunne stille op med betydeligt flere, men vi går efter en skørhedsfaktor på nul. Der er nogle, der har fået at vide, at vi takker for interessen, men at de ikke kommer til at repræsentere Danmarksdemokraterne på listen," siger Steen Thomsen.
I moderaterne har man også gået mulige kandidater nøje igennem i sømmene og afvist ansøgere ved stort set alle hovedbestyrelsesmøder.
"Vi går også ind og tjekker deres Facebook-profil for, om de har lavet opdateringer, der kolliderer med partiets politik. Det kan de gøre en enkelt gang eller to, men det kan jo ikke konsekvent kollidere med vores politik," siger Britt Bager.
Sidst opdateret: 06/10/2025 - 09:10
Temaer: KV25













































