Susanne Haunsvig (øverst i midten) og Nicklas Pedersen (øverst til højre) er to af de kandidater, der var mødt op for at blive klogere.

Susanne Haunsvig (øverst i midten) og Nicklas Pedersen (øverst til højre) er to af de kandidater, der var mødt op for at blive klogere. - Foto: BeFunky: NB-Kommune

Sådan forløb den første bootcamp for kandidater til valget

Både nye og erfarne kandidater til kommunalvalget mødte op til bootcamp i Ringsted for at blive klædt på til et liv i politik af gamle kendinge og for at lære noget nyt om kommunikation og konstruktiv debat. NB-Kommune var med.

Udgivet: 25/09/2025

Adam Østergaard Meijer

Journalist

Del artiklen:

I går gik startskuddet til de bootcamps for kommunalvalgskandidater, der kommer til at finde sted rundt om i landet frem til den 7. oktober.

I Ringsted Kongrescenter fik de aspirerende og nuværende byrådsmedlemmer gode råd og læring, der skal ruste dem til et liv i kommunalpolitik og inspirere til at debattere konstruktivt.

Kandidater fra hele Region Sjælland var inviteret til Ringsted og værterne var tilfredse med fremmødet, der i hvert fald var på den gode side af 100 mennesker.

"Jeg glæder mig helt vildt. Jeg håber, vi kan give kandidaterne i Region Sjælland en god aften, hvor de også bliver hyldet og får nogle gode råd tilbage, der handler om, at man ikke nødvendigvis skal svine de andre til for at ramme algoritmerne og avisernes forsider," siger Ulrik Haagerup, direktør og stifter af Constructive Institute, til NB-Kommune forud for arrangementets begyndelse.

Fakta

Bootcamp for kandidater

Alle arrangementer afholdes kl. 16.00–21.30, er gratis og åbne for alle kandidater til kommunal- og regionsrådsvalget.

  • 24. september: Ringsted Kongrescenter

  • 30. september: Aarhus Rådhus

  • 2. oktober: Brøndby Hallen

  • 6. oktober: Supersygehuset i Aalborg

  • 7. oktober: Odense Rådhus

Bag projektet 'Dit Valg. Vores Danmark' står Constructive Institute, der har fået støtte fra VELUXFONDEN, TrygFonden, Tuborgfondet, Jyllands-Postens Fond, KL og Danske Regioner.

Blod på tanden

På den del af programmet, som NB-Kommune fik lov at være med til, var blandt andre Jacob Bundsgaard og Lars Krarup, tidligere borgmestre i henholdsvis Aarhus og Herning, der fortalte om de gode og dårlige sider af politik og gav gode råd videre. Kandidaterne mødte også kommunikationsekspert Linda Greve, der gav værktøjer til at kommunikere, og så blev de præsenteret for de foreløbige resultater af en historisk stor meningsmåling fra Epinion.

Susanne Haunsvig var en af de fremmødte. Hun er sygeplejerske og er førstegangsopstillet for De Konservative i Stevns Kommune. Hun stiller blandt andet op for at få indflydelse i kommunens arbejde med at implementere sundhedsreformen.

"Jeg ved ikke, hvad jeg går ind til, men jeg har en forventning om, at jeg bliver klædt på til at varetage opgaven som opstillet," siger hun inden bootcampen.

I den indlagte spisepause taler NB-Kommune med Susanne igen. Undervejs har hun flittigt taget noter til oplæggene. Særligt Linda Greve, der er kommunikationsekspert og dekan ved Aarhus Universitet, gjorde indtryk. Hun gav blandt andet værktøjer til at lytte, formidle budskaber og håndtere nervøsitet.

"Hun er en enormt inspirerende foredragsholder," lyder det fra Susanne Haunsvig, hvorefter hun fortsætter:

"Det giver ro at høre, hvordan jeg kan forberede mig på nogle ting, og hvordan jeg kan gøre nogle ting bedre. Jeg synes, det har været rigtig godt. Det giver mig blod på tanden."

En anden, der opstiller for første gang, er 22-årige Nicklas Pedersen, der håber på at kunne repræsentere Liberal Alliance i Lejre Kommune efter valget. Han bed særligt mærke i, hvad de to tidligere borgmestre fra Aarhus og Herning sagde om, at man bliver rygmærket med det parti, man tilhører, når man stiller op i politik. Derudover var han overordnet tilfreds med det, han havde hørt.

"Det er noget jeg kan bruge. Jeg synes helt klart, at det har været positivt for mig. Der er nogle bagsider, man skal være parat på, men jeg tænker, at det nok skal gå," siger han og fortsætter med inspiration fra aftenens lektioner:

"Jeg vil sørge for, at det bliver en god debat med positive toner, og at der ikke er den her mudderkastning, som man nogle gange ser. Jeg vil gå efter politikken og ikke personen."

Danmarks største holdningsundersøgelse

I forbindelse med projektet bliver der lige nu indsamlet svar fra 375.000 borgere ned på kommuneplan om deres holdninger til politik, kommunalvalget, kandidater og byrådsmedlemmer. I går kunne Epinion så afsløre, at de har fået Danmarks Statistik med på at inddrage yderligere 100.000 borgere.

Det er den største holdningsundersøgelse nogensinde i Danmark, og det er meningen, at kandidater og journalister skal bruge data til at blive klogere på vælgerne. Resultaterne offentliggøres løbende fra den 13. oktober, men allerede i aftes blev sløret løftet for nogle af de foreløbige resultater.

De viser indtil videre, at halvdelen af vælgerne svarer, at kommunalpolitikere gør et godt arbejde, og fire ud af fem har stor respekt for, at man stiller op til kommunalvalget.

Desuden er tilliden til kommunalpolitikere markant højere end til folketingspolitikere. Kun en femtedel har ikke tillid til deres lokale politikere. Det er næsten 50 procent højere for folketingspolitikere.

Men der er også enkelte hår i suppen, for kun en tredjedel af vælgerne svarer, at de kan være med til at påvirke den politiske dagsorden i deres kommune, og hver tredje vælger mener ligeledes, at deres kommunalpolitikere interesserer sig for lidt for, hvad borgerene mener.

Sidst opdateret: 25/09/2025 - 14:40

Temaer: KV25

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]