Flerårige budgetter flytter fokus fra brandslukning til udvikling
Flere kommuner laver toårige budgetaftaler. Her fortæller to borgmestre om deres erfaringer med aftalerne, der har et længere sigte. Se hvilke kommuner, der har toårige budgetaftaler.
Udgivet: 24/09/2025
I Skanderborg Kommune har byrådet netop genbekræftet budgetaftalen fra 2024. Mens de fleste af landets kommuner holder fast i etårige budgetforhandlinger, tog Skanderborg Kommune for første gang taget springet og indgik sidste år en toårig aftale for 2025 og 2026.
"Vi er en kommune, hvor der er en forholdsvis stor befolkningsudvikling. Det presser både i forhold til børnehaver, skoler og ældrepleje. Det har været en udfordring at skabe det økonomiske råderum til alle de anlægsinvesteringer, som vi skal have lavet — både på kort og lang sigt," siger borgmester i Skanderborg Kommune Frands Fischer (S) til NB-Økonomi.
Aftale har givet manøvrerum på lang sigt og arbejdsro
Løsningen blev sidste år at lave en toårig budgetaftale med 28 ud af 29 byrådsmedlemmer, fortæller han.
"Når vi laver budget for et år ad gangen, bliver det hurtigt mere kortsigtet. Og der har det været et ønske, at vi får fokus på det mere langsigtede," siger han.
Erfaringerne har været gode blandt byrådskollegerne —og det har haft en beroligende effekt på kommunens medarbejdere, fortæller Frands Fischer.
"Medarbejderne har udtrykt, at det giver en arbejdsro, som de har savnet i de fleste år. Fordi budgettet i højere grad var givet på forhånd, har de bedre kunnet arbejde med de udviklingsmuligheder, de også skal bidrage med," siger borgmester i Skanderborg Kommune Frands Fischer (S).
(Artiklen fortsætter under kortet)
Et værktøj til omstilling og visioner
I Roskilde Kommune har man brugt en toårig budgetcyklus som et strategisk værktøj til at gennemføre en omfattende velfærdsreform.
Ifølge borgmester Tomas Breddam (S) gav den længere tidshorisont det nødvendige rum til både at udvikle og implementere visionen 'Velfærd skaber vi sammen', som blandt andet har betydet, at kommunen har omfordelt omkring 150 millioner kroner i budgettet for i år.
"Der bliver flere børn, der bliver flere ældre, der bliver færre medarbejdere, hvis vi kigger langt frem. Så hvordan er det, vi sikrer vores velfærdssamfund på en måde, hvor vi kan få det til at leve på en stærkt og godt, men med færre medarbejdere i fremtiden? Det er det, vi har skullet formulere i en vision, som vi har givet os selv to år til at finde en fælles løsning på," siger Tomas Breddam og tilføjer, at det har kunnet gøre, fordi der var bred enighed i byrådet.
Ikke lutter lagkage
De flerårige budgetforlig har dog også sine udfordringer, forklarer begge borgmestre.
"Vi var meget bevidste om, at det var første gang, vi prøvede et toårigt budget. Vi var også nysgerrige på, hvad der ville ske, hvis verden udviklede sig anderledes, end vi havde regnet med. Derfor var vi fra starten enige om, at vi havde en form for "politikeret" – altså en ret til at genåbne forhandlingerne. Hvis der opstod noget, hvor vi var enige om, at kommunens økonomi var trådt helt ved siden af, var det naturligt, at man skulle kunne åbne aftalen og tage en snak om det," siger Frands Fischer i Skanderborg.
I Roskilde bliver budgettet for 2026 en etårig aftale.
"Det er nok i en erkendelse af, at når vi laver så grundlæggende om, skal vi også give det noget tid til at falde på plads. Så vi er tilbage til default, og så tror jeg, at det vigtigste for os er, at den (toårige aftale red.) er bundet op på noget konkret: At vi har noget, vi gerne vil med hinanden. Kommuneøkonomi ændrer sig jo år for år, og det taler for for at holde fast i, at man forhandler, når rammevilkårene ændrer sig," siger Tomas Breddam.
Det mærkede han og resten af byrådet sidste år med blandt andet forsinkede ejendomsvurderinger, der for Roskilde Kommunes vedkommende havde en stor betydning for økonomien.
Sidst opdateret: 24/09/2025 - 11:35












































