
Sorø Kommune er blandt dem i år, som har oplevet voldsomme hændelser mod rådhuset. Borgmester Gert Jørgensen vil brede Sorøs erfaringer ud til landets kommuner. - Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix / Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Efter angreb på rådhuse: KL lancerer netværk mod vold og trusler
Borgerservice på flere rådhuse har i år været udsat for chikane, hærværk og trusler. Sorøs borgmester vil gerne dele kommunens erfaringer, efter der blev kastet en molotowcocktail mod rådhuset.
Udgivet: 11/09/2025
Der har været en lang række sager om trusler, vold og chikane mod kommunalt ansatte, og nu lancerer KL sammen med Forhandlingsfællesskabet et netværk for at forebygge og vidensdele på området.
I Sorø Kommune har man haft en voldsom episode tæt inde på de ansatte, da en borger tidligere på året kastede en molotovcocktail ind på Borgerservice på rådhuset, og politiet så sig nødsaget til at skyde.
Sagen har fået kommunen til at lave flere tiltag, og dem vil man gerne dele med de øvrige kommuner i landet, fortæller borgmester Gert Jørgensen (K).
"På baggrund af de oplevelser, vi har været udsat for her i Sorø, hvor der har været medarbejdere, som har været udsat for chikane, synes jeg, det er et godt initiativ fra KL," siger borgmesteren til NB-Kommune.
Sorø er ikke den eneste kommune, som i år har haft voldsomme sager på rådhuset mod Borgerservice. I april blev der i Frederikssund påsat en brand, og i maj blev der kastet brosten ind af vinduerne i Thisted. For nogle år tilbage havde man også en lignende hændelse på rådhuset i Helsingør.
"Nu er der kommet fokus på det, og det er jo nok en udløber af de ting, der har været her på det seneste. Sådan er det nogle gange med ting, som man jo ikke regner med at opstå i dagligdagen. At når det så pludselig opstår, så kommer det bag på de fleste. Så jeg synes, det er en naturlig udvikling," siger Gert Jørgensen om KL's nye netværk.
Tiltag efter episoden
I Sorø Kommune har man igangsat en række tiltag efter episoden i maj måned, og borgmesteren vil gerne dele kommunens erfaringer.
"Vi har erfaringer, desværre nogle kedelige erfaringer, men vi vil gerne bidrage til at sige, hvad vi gjorde, hvad vi kunne have gjort bedre, og hvordan man kan sikre det fremadrettet. Det vil vi selvfølgelig meget gerne bidrage til i det fællesskab, med KL og de 98 kommuner i Danmark."
I Sorø Kommune har man efter hændelsen blandt andet indrettet indgangspartiet til Borgerservice anderledes. Nu skal borgerne have en tid booket på forhånd og lukkes ind af en ansat. På den måde ved medarbejderne altid, hvem der får adgang tilbygningen. Samtidig er det lokale politi blevet placeret samme sted.
Derudover har man skærpet fokus på beredskabsplanerne, hvor man sikrer sig, at alle ved, hvad de skal gøre, hvis en sådan situation opstår igen, for eksempel at træde væk fra vinduerne, hvis man hører skud, vide hvor der er sikringsrum, og generelt hvordan man håndterer lignende hændelser, fortæller borgmesteren.
"Når man oplever en borger smide molotovcocktails ind mod borgerservice, og der bliver afgivet skud i den forbindelse, så er det klart, at det ændrer ens hverdag markant," siger borgmesteren og tilføjer:
"Opmærksomheden er skærpet, det er der ingen tvivl om. Den tryghed, man har som medarbejder, og borger for den sags skyld, når man lever i et trygt Danmark, og så pludselig står i en situation, hvor en borger griber til våben og ildspåsættelse, det er jo chokerende," siger han.
Forløbet er blevet afsluttet med en evaluering.
"Evalueringen af det var efterfølgende fin, og medarbejderne har kvitteret for, at det var en god håndtering. Og vi har fået finpudset de ting, som ikke føltes godt nok blandt medarbejderne," afslutter Gert Jørgensen.
Netværk på tværs af kommuner
KL og Forhandlingsfællesskabet lancerer ”Sammen mod vold, trusler og chikane,” som er en indsats, der skal forebygge fysisk og psykisk vold, trusler og chikane – også det, der foregår digitalt.
Indsatsen, som er en del af overenskomstaftalen fra 2024, skal være med til at styrke de kommunale arbejdspladsers arbejde med helhedsorienteret og systematisk forebyggelse. Målet er at inspirere kommunale arbejdspladser, samt udbrede kendskabet til eksisterende viden om og gode erfaringer med forebyggende indsatser mod vold, trusler og chikane, lyder det i en pressemeddelelse.
"Medarbejderne i kommunerne er helt tæt på borgerne og dermed en del af deres hverdag. Det er et enormt vigtigt og meningsfuldt arbejde, men tryghed er forudsætningen for, at man kan udføre det effektivt og med arbejdsglæde," siger Sofia Osmani (K), fungerende formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg i pressemeddelelsen og fortsætter:
"Derfor er det også helt afgørende, at vores medarbejdere og ledere ikke står alene med at forebygge og håndtere vold og trusler. Vi skal gøre brug af de værktøjer og metoder, som, vi ved, virker. Vi skal have fællesskabet og fagligheden i spil på alle niveauer og finde de gode løsninger. Derfor er jeg også enormt glad for, at vi i fællesskab sætter fokus på arbejdet med at forebygge vold, trusler og chikane."
Sidst opdateret: 11/09/2025 - 12:32












































