Borgmester Gert Jørgensen beretter overfor NB-Kommune om den voldsomme hændelse, hvor en borger smed molotovcocktails mod rådhuset i Sorø.

Borgmester Gert Jørgensen beretter overfor NB-Kommune om den voldsomme hændelse, hvor en borger smed molotovcocktails mod rådhuset i Sorø. - Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Borgmester sad i møde da der blev råbt "åben ild!"

"Vi kan høre skuddene meget klart og tydeligt, de foregår blot 100 meter fra rådhuset på parkeringspladsen," fortæller Sorø-borgmester.

Udgivet: 15/05/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Hvad der begynder som en almindelig dag på rådhuset i Sorø Kommune, ender noget voldsomt.

Borgmester Gert Jørgensen (K) beretter over for NB-Kommune om episoden i går, onsdag, hvor en 70-årig mand omkring kl. 9.40 forsøgte at smide molotovcocktails ind på rådhuset.

Gert Jørgensen sidder i et mødelokale på administrationsgangen tæt på sit kontor. Det ligger også tæt på borgerservice og selve indgangen til rådhuset, hvor de ansatte tager imod borgere.

Borgmesteren hører råb fra gangen.

"Åben ild!" råber nogle ansatte.

Han kommer ud på gangen og kan se flammer stå op ude foran bygningen. De alarmerer politi og brandvæsen, som hurtigt kommer frem til stedet.

De ansatte og han selv bliver inde i bygningen, og borgmesteren befinder sig på sit kontor, da de kort tid efter kan høre en række skud lige ude foran bygningen.

"Vi kan høre skuddene meget klart og tydeligt, de foregår blot 100 meter fra rådhuset på parkeringspladsen," siger borgmesteren og understreger, at de fik de ansatte væk fra vinduerne og i sikkerhed.

"Medarbejderne var meget rystede, det er meget utryghedsskabende, at der bliver affyret skud," siger borgmesteren og tilføjer:

"Det har også været meget utrygt for mig, det skal jeg gerne erkende. Sådan er det, når der bliver skudt, og der er åben ild lige ude foran vinduerne."

Efterfølgende kom de ud fra kontorerne, og der blev igangsat krisehjælp til de ansatte.

Borgmesteren havde ikke selv set det, da der blev kastet molotovcocktails, men han så smadrede flasker med brændbart væske efter hændelsen, hvilket fik ham til at drage konklusionen om, at der var tale om molotovcocktails.

I dag står hændelsesforløbet mere klart. En 70-årig borger havde kastet molotovcocktails mod rådhuset. Efterfølgende blev han jagtet af politiet og rettede en pistollignende genstand mod dem, hvorefter han blev ramt af politiets skud.

Debriefing og krisehjælp

Han understreger, at de ansattes tryghed og sikkerhed var det væsentligste at tage sig af.

"Det første, vi skal håndtere, er at sikre medarbejderne, og det første vi gør er at få sat de rette foranstaltninger i gang."

Kort efter hændelsen kom politiet ind, og kriseberedskabet indbefatter, at de ansatte bliver tilbudt en krisepsykolog.

I dag torsdag har man holdt debriefing med de involverede ansatte.

Kender borgeren i forvejen

Kommunen havde i forvejen en skærpet sikkerhed på rådhuset, da der i 2018 var en hændelse, hvor en kvinde satte ild til sig selv. For eksempel har borgere kun adgang til rådhuset, hvis de har en aftale.

"Vi kan ikke gøre noget for at dæmme op for det her, hvis en borger vil gøre det her. Borgeren i dette tilfælde kender vi, og han har før været inde på rådhuset og lave nogle ting, som ikke var ordentlige," siger borgmesteren og uddyber:

"Men det vi kan gøre er at lave foranstaltninger for at beskytte vores ansatte, for eksempel at der ikke bare er fri adgang til borgerservice. For den her situation kunne have udviklet sig meget slemt, hvis de her flasker var kommet ind i selve borgerservicearealet."

Sker også på andre rådhuse

Borgmesteren ser en tendens, hvor flere kommuner har oplevet angreb fra borgere.

"Der er ingen tvivl om, at vi skal fortsætte arbejdet med at få løst de udfordringer, der kan være omkring at værne om vores medarbejdere," siger han og tilføjer:

"Det er ikke lang tid siden, vi har set eksempler på ildspåsættelser og lignende på andre rådhuse, det er en rigtig kedelig tendens. Men vi skal være sikre på, at vi løbende med erfaringer får opdateret beredskabsplanerne, så vi kan håndtere sådan nogle situationer," afslutter borgmesteren.

Fik du læst?

Sigtes for grov brandstiftelse og vold mod politimand

Fik du læst?

Politi har skudt formodet gerningsmand ved Sorø Rådhus

Sidst opdateret: 15/05/2025 - 12:12

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]