Danskerne går ubekymrede ned og sætter deres kryds den 18. november, viser ny undersøgelse fra Momentum og Voxmeter.

Danskerne går ubekymrede ned og sætter deres kryds den 18. november, viser ny undersøgelse fra Momentum og Voxmeter. - Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix

Få bekymrer sig for valgsvindel og misinformation ved KV25

Danskerne er i høj grad trygge ved kommunalvalget. Hverken valgsvindel, hacking eller misinformation bekymrer de fleste vælgere, der skal stemme til november. Og det er der heller ingen grund til, fortæller ekspert.

Udgivet: 09/09/2025

Adam Østergaard Meijer

Journalist

Del artiklen:

Tre ud af fire vælgere bekymrer sig kun meget lidt eller slet ikke for valgsvindel i forbindelse med kommunalvalget den 18. november. Hacking bekymrer danskerne en smule mere, mens bekymringen om misinformation om selve valget og kandidaterne fylder lidt mere igen.

Overordnet er der dog få bekymrede miner, og Danmarks valgintegritet er også den næsthøjeste i verden, kun overgået af Sverige.

Det viser en undersøgelse af Voxmeter for Momentum.

De har spurgt vælgerne om deres bekymringer for valgsvindel, hacking og misinformation i forbindelse med valget.

Syv procent af vælgerne er enten meget bekymrede eller bekymrede for valgsvindel. For hacking gælder det ni procent.

Men det er der ingen grund til at være, fortæller en ekspert. Vores analoge traditioner for valghandlingen beskytter os nemlig mod begge dele.

"De danske valg er meget sikre, så det er meget svært at påvirke valgprocesserne. Det skyldes især, at det meste af valget foregår på papir, og at der er så mange foranstaltninger, der sikrer valgets integritet," siger professor ved IT-Universitetet i København og forsker i valgsikkerhed, Carsten Schürmann, til Momentum.

Misinformation indefra

Af de adspurgte bekymrer fire procent sig meget om, at der bliver spredt misinformation om kandidaterne, mens 12 procent er bekymrede. I forhold til misinformation om selve valget er fem procent meget bekymrede, mens 11 procent blot er bekymrede.

Michael Bang Petersen, der er professor ved Aarhus Universitet og forsker i danskernes tillid til det politiske system, fortæller, at vælgerne i høj grad forbinder misinformation med store internationale aktører.

At der er relativt få, der bekymrer sig om misinformation, kan være et udtryk for, at man ikke mener, at de internationale aktører er ret interesserede i kommunalvalget, mener han.

Men misinformation kan også komme indefra.

"Det, man måske i virkeligheden bør være bekymret for, er ikke så meget udenlandsk påvirkning, men mere at kandidater til kommunalvalget selv spreder misinformation. Det kan være i form af f.eks. forkerte påstande, som kan påvirke debatten, eller at de vinkler deres budskaber på sociale medier så hårdt, at det nærmer sig misinformation," siger Michael Bang Petersen til Momentum.

Sidst opdateret: 09/09/2025 - 11:39

Temaer: KV25

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]