
Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S) melder sig nu i koret af borgmestre, som siger at København får så mange penge, at kommunen kan have et højere serviceniveau end andre kommuner. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Aarhus-borgmester: "København har rigtig mange penge"
Aarhus-borgmester isolerer København yderligere i spillet om udligningsmilliarder. Det sker ved at påpege, at København har så mange penge, at de kan tilbyde borgerne en helt anden service end andre kommuner.
Udgivet: 28/08/2025
Den socialdemokratiske borgmester i Aarhus slutter sig nu til koret af borgmestre, som påpeger, at København har så mange flere penge end resten af landets kommuner, at den kan tilbyde borgerne en markant bedre service.
"Nu har København rigtig mange penge, så jeg tror også, at de kan flere ting på én gang," siger Anders Winnerskjold til TV 2 Østjylland, som forklaring på, hvorfor borgerne i Aarhus ikke kan få gratis daginstitutioner, som de kan i København.
Udtalelsen kan lyde som en banal undskyldning i en kommunalvalgkamp, men den har en langt større betydning i forbindelse med den udligningsreform, som fra 2029 potentielt kan flytte milliarder mellem kommunerne. Med Winnerskjolds udtalelser tegner der sig nu en bastant mur af borgmestre, som giver billedet af, at København får markant flere penge end nogen andre.
København står meget svagere ved den kommende udligningsreform.
Kim Ruberg, formand Balance Danmark Om betydningen af, at en bred kreds af borgmestre inklusive borgmesteren i Aarhus nu siger, at Købenahvn får markant flere penge end andre kommuner.
"Det er helt relevant at diskutere takstnedsættelser. Jeg synes egentlig også, at mange københavnske børnefamilier står i en svær situation, så jeg forstår godt forslaget og synes principielt også, at det er rigtigt. Jeg kan bare ikke gøre det samme, siger Winnerskjold.
Udtalelsen understreger ifølge Balance Danmark, at København står stadig mere isoleret.
"Det er rigtig dejligt, at også Aarhus, ligesom kommuner over hele landet inklusive Frederiksberg og Gentofte, siger, at København får et stort milliardbeløb for meget i udligning, og de derfor har så ufattelig mange penge," siger formanden for Balance Danmark, Kim Ruberg.
Han kæmper for det synspunkt, at der ikke skal flere penge ind i udligningssystemet, men at de skal fordeles anderledes. Ifølge Ruberg er situationen dermed dramatisk forandret i forhold til debatten forud for den seneste udligningsreform i 2020.
"København står meget svagere ved den kommende udligningsreform. Ved den seneste udligningsreform var der et samlet hovedstadsområde, som kæmpede i en retning, og resten af Danmark kæmpede i den anden retning, måske med undtagelse af de store byer, som hældte over mod København. Hele det billede er væk nu. Resten af hovedstaden synes også, at København får alt for mange penge, på linje med resten af Danmark, inklusiv nu også Aarhus. Så det bliver ganske simpelt et problem for København det her. Og det er rimeligt, fordi det er et problem for resten af Danmark, at København får så mange penge," siger formanden for Balance Danmark.
Sidst opdateret: 28/08/2025 - 13:21












































