
Borgmester Torben Hansen på forsvarskonference 12. august i Randers Kommune, hvor planen om kasernen er blevet præsenteret. - Foto: Randers Kommune
Kommune tilbyder kaserne til forsvaret og sender brev til minister
Udgivet: 12/08/2025
Randers Kommune vil være en del af oprustningen af forsvaret, og har i dag tirsdag sendt brev til forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), om at man vil stille Randers Kaserne til rådighed og gentænke området. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Der er tale om et område og bygninger, som i dag huser blandt andet administration og jobcenter samt planer om et kommende boligområde. Lokalplanen er dog fleksibel og derfor er det muligt at gentænke området, lyder det.
"Området er i Danmark meget centralt beliggende med fem minutter til E45, fire minutter til Randers Flyveplads, tæt på havn og det landsdækkende transportnet. Der er plads til nybyggeri, også industri og faciliteter til offset-aftaler. Dermed er der også en klar mulighed for at huse landbaseret forsvar, dele af totalforsvaret og forsvarsindustri og lave et såkaldt NATO-hub," siger Claus Berggren (V), formand for Erhvervs- og planudvalget.
Borgmester, Torben Hansen (S), mener, at kasernen kan huse såkaldt landbaseret forsvar.
"Vi skal næppe i dag tænke i, at her skal være stationeret en stor stående hær på en kaserne, men snarere tænke i, at forsvar forandrer sig, og i dag også handler om et landbaseret forsvar, som har ansvaret for at udføre operationer," siger han.
RMN
Sidst opdateret: 12/08/2025 - 10:04












































