
- Foto: Pressefoto, Randers Kommune
Randers' historie kommer på gavlen
Udgivet: 07/08/2025
I denne uge bliver det første af i alt tre gavlmalerier malet i Randers.
I foråret har borgere kunnet indsende minder, anekdoter og lokalhistoriske fortællinger fra området, og bidragene er blevet delt med kunstneren, som en del af forarbejdet til værket.
"Det har været fascinerende at lære om Randers' historie og især om dette område (Thorgade i midtbyen. red) gennem arkivmateriale og personlige erindringer. Jeg er beæret over at have fået tillid til at fortolke disse fortællinger og ser frem til at gå i gang med vægmaleriet og møde lokalsamfundet," siger kunster Helen Bur i en pressemeddelelse.
Hun har tidligere malet på mure i byer som London, Rio de Janeiro, Delhi og Aalborg.
"Det er netop dét, projektet handler om - at skabe forbindelser mellem mennesker og steder gennem kunsten. Vi glæder os utrolig meget til at se, hvordan Helen Bur omsætter de historier til et sanseligt og nærværende værk," siger Louise Høeg, formand for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune.
Værket markeres med fernisering på søndag kl. 14 i Randers Festuge. Lige nu kan man følge tilblivelse via livestream på randers.dk/gavlmaleri.
SA
Sidst opdateret: 07/08/2025 - 11:08












































