To borgeres anmodninger om aktindsigt fortsætter på fjerde år
Udgivet: 07/08/2025
To private borgere står for otte ud af ti anmodninger om aktindsigt i Hedensted Kommune.
"Det ligner chikane, og det koster os halvandet til to årsværk. Sådan har det været siden 2021, og de ressourcer ville jeg hellere kunne bruge på noget, for eksempel ekstra pædagoger", siger borgmester Ole Vind (V) til TV Syd.
Den ene borger er tidligere borgmester i Hørsholm, Uffe Thorndahl, som i mange år har stået i spidsen for Borgerrettighedsbevægelsen. Sidste år bad han Hedensted Kommune om aktindsigt 109 gange.
I et svar til tv-stationen skriver han blandt andet, at han bruger tid på aktindsigt, fordi journalister svigter deres ansvar overfor borgerne ved i mange tilfælde blot at være ukritiske mikrofonholdere for myndighederne.
Hedensted Kommune har tidligere indført periodevise svar på anmodninger om aktindsigt fra bestemte borgere, men Ankestyrelsen fastslog, at det er ikke lovligt at samle sager inden for et bestemt tema til bunke på denne måde.
SA
Sidst opdateret: 07/08/2025 - 11:41












































