
Kommunalvalget tirsdag den 16. november 2021 på rådhuset i Aarhus. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lokalpolitikere vil have lavet valglov om
Flere lokalpolitikere vil ligesom folketingspolitikere have ændret den regnemodel, der fordeler mandater ved valg. Den favoriserer de store partier, lyder kritikken.
Udgivet: 07/08/2025
Lokalpolitikere i Nordfyns og Middelfart kommuner bakker op om en ændring af valgloven, som et flertal af Folketingets partier er åbne over for.
"Der kan ikke være to forskellige holdninger til, at man selvfølgelig ikke skal have en valglov, som favoriserer de store partier", siger Marie Holmgaard (LA), der er kommunalpolitiker i Nordfyns Kommune, til DR.
Det er mediet Altinget, der har sat fokus på, hvordan regnemodellen, den d'Hondtske metode, kommer store partier til gode. Store partier får med metoden en "bedre vekselkurs" for deres stemmer, når de omsættes til mandater.
Dét påpeger Ulrik Kjær, som er professor i statskundskab på SDU og forsker i valgmatematik. Ifølge Ulrik Kjær havde Socialdemokratiet ved det sidste kommunalvalg fordel af den d'Hondtske model og fik i alt 755 pladser i de 98 byråd, men at hvis man havde anvendt et mere matematisk retfærdigt system, havde det kun været 712 pladser. Omvendt havde et lille parti som Liberal Alliance stemmer til at blive repræsenteret i 14 kommuner, men de blev kun indvalgt i fem.
SA
Sidst opdateret: 07/08/2025 - 11:34












































