Fremtiden er lige nu uvis for aktivitetscentret Gedevasevang.

Fremtiden er lige nu uvis for aktivitetscentret Gedevasevang. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Politikere vil fjerne milliontilskud til aktivitetscenter

Tre byrådsmedlemmer i Furesø Kommune har trukket sig fra bestyrelsen i aktivitetscentret Gedevasevang og anbefaler byrådet at fjerne det kommunale tilskud. Ny formand frygter for centrets overlevelse.

Udgivet: 07/08/2025

Adam Østergaard Meijer

Journalist

Del artiklen:

Gedevasevang Aktivitetscenter i Farum er et aktivitetscenter for seniorer. De udlejer boliger til ældre, planlægger rejser og afholder en bred af vifte arrangementer for ældre. Men nu er centret i fare.

Står det til tre byrådspolitikere, skal det kommunale tilskud på 3,4 millioner fra Furesø Kommune standses. Og det vil blive Gedevasevangs endeligt, mener den nytiltrådte bestyrelsesformand, Birte Jakobsen.

"Vi lever jo i realiteten af driftstilskuddet, og så ved jeg godt, at vi har nogle løbende indtægter ved nogle arrangementer og noget, vi kører, men vi kan ikke overleve, hvis vi ikke får det driftstilskud," siger hun til NB-Kommune.

Før bestyrelsesmødet i mandags var Lene Bang (S) stadig bestyrelsesformand for Gedevasevang. Men på mødet meddelte hun, at hun sammen med byrådskollegerne Lars Carstensen (K) og Helle Vallentin (EL) trådte ud af bestyrelsen.

I en pressemeddelelse skriver de, at de vil anbefale byrådet at fjerne det kommunale tilskud, indtil der kommer en "arbejdsduelig bestyrelse", og at flertal i bestyrelsen har valgt en "konfliktfyldt samarbejdsform".

Desuden begrunder de deres udtrædelse med uenighed om opbakning til den daglige leder.

"Gedevasevang står over for en række driftsmæssige udfordringer, og netop derfor er der akut brug for opbakning til den daglige leder og et godt samarbejde i bestyrelsen. Det kunne vi desværre ikke samles om i bestyrelsen på bestyrelsesmødet den 4. august. Derfor har vi valgt at træde ud af bestyrelsen med øjeblikkelig virkning," lyder det videre i pressemeddelelsen, hvor politikerne foreslår at undersøge muligheden for at starte et nyt aktivitetscenter, hvor man viderefører ideerne fra Gedevasevang.

Birte Jakobsen er forundret over pressemeddelelsen fra de tre byrådspolitikere, og fortæller, at hun fortsat bakker op om den daglige leder.

"På det niveau har jeg ikke lyst til at kommunikere i pressen med dem. Jeg synes ikke, at deres udmelding virker særlig professionel," siger hun.

NB-Kommune har rakt ud til tidligere bestyrelsesformand Lene Bang, men hun ønsker ikke at udtale udover det, hun siger i pressemeddelelsen.

Konflikt om regnskaber

Ifølge Birte Jakobsen havde bestyrelsen sat et punkt på dagsordenen, som handlede om, hvorvidt der stadig var tillid til Lene Bang som formand.

Byrådspolitikerne ville have punktet fjernet, men det blev det ikke, og det endte med at udløse et mistillidsvotum til Lene Bang som formand, fortæller Birte Jakobsen.

Det førte også til, at Lene Bang, Lars Carstensen og Helle Vallentin trak sig fra bestyrelsen.

Birte Jakobsen fortæller, at mistilliden blandt andet bundede i, at der manglede åbenhed om centrets regnskaber.

"Med dermed er der jo ikke sagt noget om, at Lene Bang skal forlade bestyrelsen. Hun kan jo sagtens fortsætte i bestyrelsen. Men det er den der måde, hun blokerer for indsigt i sagerne på," siger hun.

Birte Jakobsen fortæller, at hun har indledt en dialog med borgmesteren og bedt om at få udpeget nye repræsentanter fra byrådet til Gedevasevangs bestyrelse. Nu håber hun, at borgmesteren vil gå ind i sagen.

"Jeg er selvfølgelig meget bekymret, men jeg håber, at borgmesteren, som jeg har været i kontakt med og så småt har startet en dialog med, kommer på banen og ligesom får skabt den ro, der bør skabes," siger hun.

Borgmester i Furesø Kommune, Ole Bondo Christensen (S), skriver til NB-Kommune, at han ikke har nogen kommentarer for nærværende.

Sidst opdateret: 09/08/2025 - 18:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]