
Forsyningsområdet er under udvikling, og det kan derfor være en fordel med forskellige kompetencer i bestyrelseslokalet, mener afdelingsleder hos Dansk Fjernvarme. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix; Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix; Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Bliver bestyrelsernes runde borde uden overvægt af byrådsmedlemmer fremover?
Tendensen mod mere professionaliserede bestyrelser på forsyningsområdet har været undervejs de seneste år, hvor en ny bekendtgørelse sætter krav til minimum to uafhængige medlemmer i varmeselskaber.
Udgivet: 06/08/2025
De kommunale forsyningsselskaber varetager en vigtig opgave i samfundet ved at sørge for varme, drikkevand og elektricitet, ligesom de håndterer affald og spildevand. En vifte af aktiviteter, som er under udvikling, da der i højere grad til miljøbeskyttelse og grøn omstilling, samtidig med forsyningssikkerheden skal bevares.
Byrådsmedlemmer er ofte at finde i bestyrelserne, og netop politikernes rolle har fået et skærpet fokus, efter at fjernvarmesagen i Odsherred Forsyning blev offentlig kendt.
Dette er den første artikel i en serie, som NB-Forsyning & Klima laver her i august, om mere specialiserede bestyrelser, hvor kompetencer som faglighed, erfaring og alder er i fokus.
Odsherreds borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred) konkluderede i maj til NB-Forsyning & Klima, at kommunens byrådsmedlemmer fremover ikke vil have en lige så stor majoritet i lignende selskaber.
"Sådan nogle selskaber kræver, at man har en mere professionel bestyrelse med særlige kompetencer. Jeg synes som minimum, at formanden altid skal komme udefra, og så kan det godt være, at der skal sidde én eller to fra byrådet for at følge med i arbejdet. Men det skal også være dét - resten skal komme udefra," lød det fra borgmesteren.
Odsherred Forsynings bestyrelse bestod alene af fem politisk udpegede medlemmer fra de lokale partier og to medarbejdervalgte, da den skæbnesvangre fjernvarmeudrulning blev godkendt i 2022.
Andre erhvervsinteresser er også kommet på banen med holdninger til bestyrelsernes fremtid. Heriblandt Nicolai Siegumfeldt, underdirektør i erhvervsorganisationen Tekniq.
"Den her sag bør give anledning til at se grundigt på, hvordan man fremover sammensætter og klæder bestyrelser på i offentligt ejede selskaber," sagde han i en pressemeddelelse efter godkendelsen af rekonstruktionsplanen for det sjællandske varmeselskab.
Ny lov kræver uafhængighed
Hvem der sidder i bestyrelserne er heller ikke gået uden for det politiske søgelys. Ved årsskiftet trådte en ny bekendtgørelse i kraft, som stiller krav til, at mindst to medlemmer af de kommunalt ejede varmeselskaber skal være uafhængige. Se kravene nederst i artiklen.
De nye regler skal være med til at sikre, at beslutningerne i bestyrelseslokalet bliver truffet med selskabets interesser for øje - og altså uafhængigt af ejerne og særinteresser. Bekendtgørelsen giver forsyningsselskaberne anledning til at overveje, hvilke kompetencer de ønsker at have i bestyrelsen - og ikke kun i varmeselskabet, men også i moderselskabets bestyrelse og de øvrige datterselskaber.
Ifølge Lisbeth Aagaard Mountfield, leder af Kurser & Events hos Dansk Fjernvarme, er det givende, at alle i bestyrelsen ikke ligner hinanden.
"Vi er jo en branche, som er i rivende udvikling, hvor der sker mange ting på mange forskellige niveauer - og der er nogle komplekse problemstillinger," siger hun og giver et eksempel:
"Ved de store anlægsprojekter er det jo ikke bestyrelsesmedlemmerne, der skal planlægge eller styre det, men de skal have en viden og kunne stille nogle kritiske spørgsmål."
Det er ikke kun faglige kompetencer, som er ønskelige i en bestyrelse ud fra Lisbeth Aagaard Mountfields perspektiv. Forskellighed i aldersgrupper og køn kan give et andet blik på situationen, som kan være nyttig, når det handler om at kommunikere og gå i dialog med ejere og andelshavere.
Men det kræver indsigt at sidde i en professionel bestyrelse, slår Lisbeth Aagaard Mountfield fast.
"Man skal forholde sig til, hvad det vil sige at sidde i en bestyrelse, at man arbejder for selskabet - og ikke ens egen mærkesager eller personlige præference."
Dansk Fjernvarme har i tråd med det udviklet et kodeks med anbefalinger til god selskabsledelse i de kommunale forsyningsselskaber sammen med organisationerne Danva, Brancheforeningen Cirkulær (tidligere Dansk Affaldsforening) og Danske Vandværker.
Ikke kun kommunale selskaber
Prioriteringen af uafhængige medlemmer er ikke kun relevant i kommunalt regi, men også i a.m.b.a.-selskaberne, mener Lisbeth Aagaard Mountfield.
"Vi anbefaler andelsselskaberne, at de også forholder sig til, om der skal gives plads til eller er brug for at kalde nogle kompetencer ind, som ikke er i bestyrelsen i forvejen," siger hun.
Det er heller ikke kun på varmeområdet, at uafhængighed kan være et plus. Det kan også komme andre forsyningsområder til gode. I det tilfælde kan de eksterne medlemmer af varmeselskaberne gå igen.
"Noget af viden, som personerne opbygger, kan komme flere til gavn," siger Lisbeth Aagaard Mountfield.
"Jeg tror dog, at man skal passe på med, at det er de samme, der sidder rundt i alle bestyrelser," tilføjer hun og kommer med det forbehold, at det endnu er for tidligt at sige, hvad der bliver det generelle udfald af det nye krav.
Flere kommuner har i år været i gang med at tilpasse vedtægterne til de nye krav for varmeselskabernes bestyrelser, og der er stor forskel på, hvordan byrådene og selskaberne griber opgaven an.
Definition af uafhængighed i bestyrelser
Et varmeselskab, der er drevet med helt eller delvist begrænset ansvar, og som er ejet af en eller flere kommuner i forening, skal have mindst to uafhængige medlemmer.
I den forbindelse skal uafhængighed forstås, som at den pågældende person ikke må:
Være medlem af direktionen eller ledende medarbejder i selskabet, et datterselskab eller et associeret selskab. Heller ikke hvis personen har været det inden for de seneste fem år.
Inden for de seneste fem år have modtaget større vederlag fra selskabet/koncernen, et datterselskab eller et associeret selskab i anden egenskab end som medlem af det øverste ledelsesorgan.
Repræsentere eller have tilknytning til en kapitalejer med bestemmende indflydelse.
Inden for det seneste år have haft en forretningsrelation med selskabet, et datterselskab eller et associeret selskab, som er væsentligt for selskabet og/eller forretningsrelationen.
Være eller inden for de seneste tre år have været ansat eller partner i samme selskab som selskabets generalforsamlingsvalgte revisor.
Være direktør i et selskab, hvor der er krydsende ledelsesrepræsentation med selskabet.
Have været medlem af det øverste ledelsesorgan i mere end 12 år.
Være i nær familie med personer, som ikke er uafhængige i forhold til de ovenstående kriterier.
Kilde: Energistyrelsens bekendtgørelse
Sidst opdateret: 06/08/2025 - 10:26












































