
En million to go-kopper er blevet pantet siden opstart i Århus. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Nationalt pantsystem til takeaway-emballage er på vej
Aarhus og København er allerede i gang med forsøg på genanvendelse af takeaway-emballage. Nu går arbejdet i gang mod et nationalt pantsystem for service.
Udgivet: 05/08/2025
Takeaway og to go-drikke skal måske i fremtiden serveres i emballage, der er genanvendeligt og med pant.
Det skriver NB-Forsyning & Klima.
I de næste tre år skal grundlaget for et nationalt pant- og retursystem lægges, hvor branchen skal samles for at dele viden og initiativer. Konsulentfirmaet Norion er valgt af Miljøstyrelsen - på baggrund af en ansøgningsrunde - til at varetage sekretariatsfunktionen.
Motivationen for et fælles system er klart fra miljø- og ligestillingsministeren, Magnus Heunicke (S).
"Danskerne bruger hvert år mere end 150 millioner madbokse. Det går udover vores miljø, fordi vi bruger mange ressourcer på at producere og affaldshåndtere engangsemballager, og det er engangsprodukter, vi alt for ofte finder smidt i naturen," siger han i en pressemeddelelse.
Arbejdet for det kommende partnerskab vil bestå i at afdække forskellige designkrav og tiltag, der motiverer forbrugerne til at vælge genanvendeligt emballage, når de køber kaffe eller mad. Opgavelisten tæller også hele organiseringen, hvordan emballagen bliver indsamlet, sorteret og rengjort.
Norion vil modtage fem millioner kroner årligt i perioden 2025-2027 for sin rolle. Selve aftalen om et partnerskab blev indgået af regeringen, SF og Radikale Venstre i forbindelse med finansloven for 2025.
En million kopper returneret i Århus
Kaffekopper med pant har været en del af det aarhusianske bybillede siden januar 2024. Her har det været muligt at returnere to go-kopperne i et automatiseret pantsystem, hvilket er det første af sin slags i verden.
I juni rundede automaterne en million pantede kopper, hvilket svarer til omkring 10.000 fyldte affaldsspande med engangskopper, skriver Reuseable på sin hjemmeside.
To go-kopperne i Aarhus har en pant på fem kroner, som bliver overført tilbage til det brugte betalingskort ved køb, når koppen afleveres i pantautomaterne.
Forsøg med pantsystemer er også kommet til hovedstaden, hvor Københavns Kommune under cykelløbet Copenhagen Sprint i juni havde opsat 21 standere på cykelruten. I dem var det muligt at returnere både mad- og drikkeemballage.
"Det er min klare politiske ambition, at vi skal genbruge mere generelt i stedet for at producere mere affald. Og det her forsøg, der heldigvis fortsætter efter sommerferien, er et rigtig godt skridt i den retning," sagde teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) om forsøget i juni.
Fra september og frem til årets udgang vil der som en videreførelse af forsøget blive opsat 32 standere til at kunne pantsætte emballage fra takeaway i den københavnske middelalderby.
Københavns Kommune er testpartner i EU-projekt
Otte lande er en del af EU-projektet Change (K)now, hvor Københavns Kommune indgår som en ud af 22 partnere. Projektet har til formål at afprøve tiltag, som har et skaleringspotentiale.
En del af projektet er blandt andet, at Københavns Kommune vil teste systemet med genbrug af emballage i september ved eventet Copenhagen Street Days og EM i 3x3 basketball.
Alt emballage bliver genanvendeligt - og forventningen hos kommunen er, at der vil være omkring 10.000 gæster om dagen.
Det politiske fokus på at genanvende plastik er særligt bundet op på, at en del plastikken ender i naturen eller havet. Miljøministeriets tal viser, at 20 procent af den plastik, der bliver fundet på danske strande er engangsplast.
Sidst opdateret: 05/08/2025 - 10:06












































